Konservativ profil erkender, at det var en fejl, at han har kontaktet arbejdsgivere for at skræmme kritikere.

Folketingsmedlem Naser Khader (K) er blevet beskyldt for at skræmme kritikere ved at kontakte deres arbejdsgivere for at lægge et pres, og han undskylder nu for sagen.

Han er siden historierne kom frem blevet sygemeldt med stress, men har hidtil ikke villet udtale sig om sagen.

- Undskyld. Jeg mistede overblikket hen ad vejen i min politiske kamp. Og nogle gange har jeg endda tabt hovedet.

- Min indre fighter fik overtaget i en række situationer. Desværre er det sket over flere år, skriver han på Facebook.

Partiformand Søren Pape Poulsen (K) har haft en "dialog" med sin retsordfører, som blev sygemeldt for en uge siden. Formanden gjorde opmærksom på, at folketingsmedlemmer ikke bør true kritikere.

Siden har hverken partitoppen eller Khader selv villet udtale sig. Formanden har sagt, at sagen er "lukket".

Khader erkender i dag, at det var en fejl.

- Jeg kan godt se, at det var forkert. Når man er folkevalgt og dermed har fået magt til låns af danskerne, taler man med en større vægt end andre. Det ved jeg. Men når man angribes igen og igen, udviskes linjen mellem det private og det professionelle, skriver han videre.

I opslaget fremhæver Khader det pres, han har levet under i mange år, fordi han er under politibeskyttelse døgnet rundt. Det skyldes, at der er en fortsat trussel mod ham.

- Selvfølgelig kan jeg ikke tilskrive alle mine reaktioner en ydre trussel. Det handler også om mit temperament, når jeg har følt mig uretfærdigt behandlet, skriver han.

Naser Khader er kendt som en hårdtslående debattør og stor fortaler for ytringsfrihed og har fået tatoveret grundlovens paragraf 77, der handler om ytringsfrihed, på sin venstre underarm.

Derfor er han blevet kaldt hykler af nogle kritikere på grund af hans handlinger.

- Der er nogle, som har påpeget hykleriet i, at jeg selv er fortaler for ytringsfriheden og så har haft skrevet til nogle menneskers arbejdsgivere. Jeg vil gerne slå helt fast. Ytringsfriheden gælder for alle, skriver han.

En række personer stod frem i Berlingske for en uge siden og fortalte, hvordan de i flere år har oplevet, at Khader har klaget eller truet med at klage til deres arbejdsplads og chef, hvis de udtalte sig kritisk om ham.

Dele af kritikken har været fremme tidligere.

Som et pudsigt sammenfald blev der mandag i Folketingssalen behandlet et beslutningsforslag fra Khader om "strafskærpelse for trusler mod ytringsfriheden".

Han var dog ikke selv til stede, da han er sygemeldt på grund af stress på ubestemt tid.

/ritzau/