Han er muligvis den mest populære og mest kendte amerikanske ambassadør nogensinde i Danmark. Det er svært at undgå at læse artikler om hans bryllup, hans privatliv og meget andet. Men det er ikke godt nok, mener Naser Khader, der synes, at Rufus Gifford skal til at passe sit job.

Det fik kæmpe mediemæssig opmærksomhed, da den amerikanske ambassadør til Danmark, Rufus Gifford tidligere på måneden blev gift på Københavns Rådhus.

Der er også blevet skrevet flere artikler om ambassadørens privatliv. Ligesom Rufus Gifford for tiden er aktuel i en dokumentarserie på DR3.

Men hvor er ambassadøren, når det gælder om at fortælle danske politikere og danskerne generelt om USA og Obama-administrationens politik? Han er så godt som ikke til stede, hvis du spørger de Konservatives Naser Khader.

»Jeg er meget stor fan af USA og de amerikanske værdier. Og jeg synes, at den amerikanske ambassadør er super flink og sød. Men jeg er ved at være træt af at høre om hans privatliv hele tiden. Hvad rager det mig? Han skal passe sit job som amerikansk ambassadør og fortælle noget mere om amerikanske værdier og aflive de myter, der er om USA«, siger Naser Khader, der er Det Konservative Folkepartis udenrigsordfører, til BT.

Tidligere fredag skrev Naser Khader et indlæg på Facebook, hvor han forklarer, at Rufus Gifford ifølge Khader burde repræsentere USA mere og sit eget privatliv mindre i den danske offentlighed.

Til BT uddyber Naser Khader sin kritik.

»Han optræder i et tv-program om hunde, han bliver gift på rådhuset og så er han med i en reality-serie på DR3. Jeg vil ikke høre mere om hans privatliv. Han burde skrive indlæg i danske aviser, forklare Obamas holdninger til raceoptøjer og skoleskyderier og fortælle, hvorfor Danmark bliver nævnt i amerikanske præsidentdebatter. Repræsenterer han Hollywood eller USA i Danmark?« spørger Naser Khader, der oplever helt andre arbejdsmetoder fra Rufus Giffords ambassadør-kollegaer i Danmark.

»Andre ambassadører kommer og fortæller om deres lands interesser på Borgen. Jeg har aldrig set den amerikanske ambassadør på Borgen. Jeg har kun set ham i festligt lag. Han er super sød og rar. Men jeg synes, han skal passe sit job. Jeg forbinder ham ikke med diplomati og USA's interesser, som jeg burde.«

Men er det ikke også at repræsentere USA's interesser, når han fremstiller sig selv, og dermed USA, i et positivt lys?

»Det er helt okay, at han kan være personlig og viser den side af sig selv. Det er bare ikke nok. Han skal også repræsentere USA. Så kunne han eksempelvis få aflivet en masse af de myter og fordomme, som folk har om USA. De vil nemlig frihed og er ikke bare ude efter olie«, uddyber Naser Khader.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Rufus Gifford. Men den amerikankse ambassade oplyser tidligt fredag aften, at ambassadøren deltager i en middag og derfor ikke har mulighed for at svare på Naser Khaders kommentar.