Det tidligere medlem for De Konservative Naser Khader er færdig i dansk politik.

Han har valgt ikke at genopstille ved det kommende folketingsvalg.

Det oplyser han på Facebook.

'Denne valgperiode bliver min sidste som medlem af Folketinget. Stopper når valget er udskrevet. Jeg har aftjent min værnepligt.'

'Det har været mig en ære at arbejde for vores folkestyret i så mange år,' skriver han blandt andet i opslaget.

Naser Khader har været løsgænger i Folketinget siden august sidste år, da De Konservative smed ham ud af partiet.

I sommeren 2021 stod flere kvinder frem i DR og anklagede Naser Khader for seksuelle krænkelser.

Han afviste selv anklagerne, men et par måneder senere konkluderede partiformand Søren Pape Poulsen (K), at »alvoren er mere end bekræftet« efter en ekstern undersøgelse af anklagerne.

Han blev derfor smidt ud af partiet.

Naser Khader fastholdt dog sin uskyld og lagde ikke skjul på, at det var med 'blødende hjerte, at han ikke længere skulle være medlem for De Konservative'.

Hvad fremtiden nu bringer for Khader, vil foregå langt væk fra Christiansborg.

'Jeg vender tilbage til tænketank-miljøet i USA efter nytåret – med base i Danmark. Et nyt udenrigsmagasin er på tegnebrættet. En bog om kristendommen er på vej. OG sidste men ikke mindst! Vil jeg bruge mere tid på at udvikle mit rejsebureau', skriver han.