I sidste uge skrev jeg en opdatering, der handlede om det unge syriske par, som nu vil gå rettens vej for at få godtgjort den tort, de mener, de har været udsat for, fordi de måtte bo hver for sig i fire måneder.

De blev adskilt ud fra et hensyn til den 17-årige pige, men fik efterfølgende lov til at flytte sammen igen. (De blev gift, da hun var 15). Lad mig fastslå: Vi bor i et retssamfund, og loven skal overholdes. Alle har ret til at gå rettens vej, hvis de føler sig krænket eller uretfærdigt behandlet.

Men der er noget helt galt, hvis advokater begynder at påvirke folk til gå rettens vej for at få opfyldt deres egne politiske dagsordener.

Da jeg hørte, at det unge syriske flygtningepar nu søger om fri proces til at føre en sag om erstatning, tænkte jeg, at de var utaknemmelige. De er kommet til et land, som har givet dem husly, mad, tryghed og sikkerhed til forskel fra de mange millioner syriske landsmænd, der ikke har haft råd eller mulighed for at flygte. De må derimod sidde i et krigshærget land i elendighed og risikere at blive bombet.

Bare fordi man har ret til at sagsøge, behøver man jo ikke. Jeg bliver ofte kaldt de værste ting på Facebook og kunne i princippet hive adskillige mennesker i retten, men det gør jeg ikke. Det handler om attitude.

Jeg tænker, at livet går videre. Ja, det unge par blev adskilt, og ja, der blev begået både politiske og forvaltningsmæssige fejl. Det har ikke været nogens hensigt bevidst at bryde loven, og der er nu rettet op og rettet ind.

Derfor virkede det både provokerende og utaknemmeligt, at det unge par vil gøre en sag ud af adskillelsen. Det var sådan, jeg havde det, lige indtil jeg blev ringet op af en syrisk flygtning, som kender det unge par. Hun fortalte, at det slet ikke var de unges initiativ at ville sagsøge, men at de er blevet opfordret til det af en advokat.

Emnet var blevet diskuteret på en Facebooksiden for arabere i Danmark, og her har der været både for og imod.

Parrets advokat, Amalie Starch, arbejder for Bjørn Elmquists kontor, og hvis det virkelig er sandt, at hun eller Elmquist har taget initiativet til dette søgsmål, vil jeg gerne høre dem, om de så også har oplyst de unge syrere om konsekvenserne ved deres valg? De risikerer at skabe dårlig stemning i forhold til flygtninge generelt og blive kaldt grådige og utaknemmlige.

Er det etisk og moralsk rigtigt at bruge et ungt fremmed par til at skubbe egne politiske ærinder foran sig? Er det dét værd for parret? Og er det ikke vigtigere for dem at lære sproget og blive selvforsørgende end at bruge tid på en retssag?