I forbindelse med sagen om barnebrudene vil oppositionen have integrationsminister Inger Støjberg til at fremstå som en minister, der bevidst har forsøgt at omgå loven. Det ville jo være himmelråbende dumt, med mindre hun var træt af at være minister.

Det danske regeringsapparat er skruet sådan sammen, at ministeriernes administration består af professionelle embedsfolk, der dygtigt arbejder loyalt under skiftende regeringer. Det er en stor styrke og god dansk tradition, for dermed smides værdifulde erfaringer ikke over bord, så ministerier skal starte fra bunden, hver gang der kommer en ny regering.

Den tunge proces ser vi for eksempel lige nu i USA. Når der skiftes mellem en demokratisk og republikansk præsident, bliver størstedelen af administrationen skiftet ud. Trump har indtil nu kun fået besat en lille del af de ledige stole, og det giver store problemer i overgangsperioden, som bliver alt for lang.

Derfor skal vi være glade for den måde, vi har indrettet det på i Danmark. Men det betyder også, at de politiske ledere, ministrene, har et stort ansvar for at udmønte den politik, som de er valgt på. Embedsværket skal stå til rådighed med rådgivning og vejledning, når en minister skal træffe beslutninger. En minister, der ikke formår at udfordre embedsværket, ender med at blive en papegøje for embedsfolkene, og der bliver ikke rykket ved det bestående. Det handler i høj grad om jura, og det er som bekendt ikke en eksakt videnskab.

Da Helle Thornings regering skulle stramme op på familiesammenføring af flygtninge på midlertidigt ophold, nåede juristerne frem til, at man maksimalt kunne udsætte familiesammenføring til ét år. Da V-regeringen kom til, så nåede de samme jurister frem til, at det godt kunne lade sig gøre at sætte ventetiden til tre år. Fordi embedsfolkene blev udfordret, så kunne de finde veje.

Da vi konservative i 2009 foreslog at forbyde burka og niqab, sagde juristerne, at det ikke kunne lade sig gøre; det var i strid med både Grundloven og den ene og den anden konvention. Men så vedtog Frankrig året efter sit forbud mod burka og niqab, og Menneskerettighedsdomstolen sagde god for det. Jeg må indrømme, at jeg blev pænt irriteret på embedsfolkene i Justitsministeriet, der havde sagt, at det ikke kunne lade sig gøre. Men det blev også et godt eksempel på, at embedsværket, grundloven og konventionerne kan udfordres.

Der er lidt for meget ’det kan man nok ikke’. Nogle gange hører jeg en minister brokke sig over, at det er enormt svært at få et klart svar fra embedsfolkene. Når det er en ministers arbejde at udmønte regeringens politik, skal embedsfolkene guide og rådgive. De skal give grønt lys eller rødt lys, hvis der er usikkerhed i forhold til loven. Men ofte får ministrene et gult lys.

I forhold til den konkrete sag om barnebrudene var der et massivt politisk pres for, at der skulle ske noget. Da man blev bekendt med barnebrude på danske asylcentre, kaldte Socialdemokraterne integrationsministeren i samråd og forlangte handling. De radikales Sofie Carsten Nielsen mente, at der dårligt nok var tid til et samråd; der skulle handles nu og her. Fra begge sider i Folketingssalen blev der krævet handling. Derfor gjorde Inger Støjberg, hvad man kan forvente af en handlekraftig minister. Hun satte embedsfolkene på arbejde, udfordrede dem - og sådan skal det være.

Så længe, der ikke er klart rødt lys, skal ministeren presse på. For ellers kunne man lige så godt lade embedsværket køre butikken, og det ville de facto betyde en teknokratregering, kun styret af embedsfolk, og så kunne det være hip som hap, om regeringen er blå eller rød.