Så blev det skuespilleren Hella Joofs tur til at ryge en tur i folkedomstolens maskine. Hun kom til at lade en smart bemærkning falde i en video lagt på nettet af Disruptionsrådet, som Hella er inviteret med i.

Hun foreslog her, at vi skal ’brænde hele lortet ned’, ligesom nogle indianerstammer gør det hvert syvende år. Der er bare det ved det, at ingen – heller ikke eksperter – nogensinde har hørt om indianere, som gør sådan noget. Men jeg tænker, Herregud – skal der ikke mere til, før menings-Danmark går i selvsving?

I den forløbne uge har hun nu måttet lægge navn og ører til forhånelse og latterliggørelse på grund af den bemærkning. Hella siger til Berlingske, at ’det kunne have været løst med en opringning.’ Hella Joof bruger sjove billeder og små historier til at illustrere sine pointer. Det vil enhver, som har hørt Mads og Monopolet om lørdagen vide. Hun er selv med på, at bemærkningen i Disruptionsrådets video var klodset formuleret, men den udspringer af en reference til en ceremoni, der hedder Potlach.

Hvem troede i øvrigt på, at hun virkelig mente, at vi skulle brænde det hele ned? Men nej, hvorfor ringe og få opklaring, når man har øjnet en chance for at give en populær dansker en tur i hakkemaskinen? Hella antyder selv i samme avis, at det kunne være, fordi hendes politiske holdninger er mere blå end røde, hvilket jeg tror, hun har fuldstændig ret i.

Det er ikke smart at være blå, især ikke i det elitære kunstnermiljø, vi har i Danmark. Hun siger videre, at ’Hvis jeg havde været medlem af Enhedslisten, så havde det formentlig ikke været noget problem, at jeg sad i Disruptionsrådet.’ På det punkt er jeg helt enig med Hella. Jeg har samme oplevelse af mange kunstnere og venstrefløjsentusiaster. En del har på den ene side travlt med at være enormt tolerante, men er på den anden side enormt intolerante over for dem, der mener noget andet end det, de selv gør. Med mindre de holdninger, de i bund og grund er dybt uenige i, fremsættes af visse grupper, som de mest ser som ofre, man skal have ondt af – for så skal vi bare være rummelige.

Jeg kender flere kunstnere, som deler nogle af mine politiske holdninger, men kun lader det komme frem i private, afslappede sammenhænge, fordi de er klar over, hvilken ballade det ville give at stå frem med dem. Nej, den rigtige holdning for en kunstner er at gå maksimalt ind for den størst tænkelige klimaindsats, være for globalisering og indvandring og ikke mindst være i opposition til alt, der måtte komme fra regeringen og den blå side af Folketingssalen.

Har en ven, der spiste sammen med to fremtrædende kunstnere for et par år siden. Snakken faldt på Muhammedtegningerne, og den ene sagde det forudsigelige; at han synes, det er synd for muslimerne, at man konstant håner dem. Den anden kastede så pludselig sit bestik på bordet og sagde, at han »kunne kaste op«. Han havde mest af alt lyst til at tegne en ny tegning af Muhammed og holde den op i hovedet på samtlige muslimer. Der ved bordet blev hans islamtræthed udtrykt uden indpakning, men heller ikke i en mere behersket tone, har han ytret sig kritisk om emnet offentligt.

Det ærgrer mig, at vi har et så elitært kunstnermiljø, og at man skal føle sig presset til at mene noget bestemt. I virkeligheden burde mange kunstnere være blå i deres politiske holdninger, for de fleste er selvstændige erhvervsdrivende, fritænkere, som knokler for at få dagen og vejen til at hænge sammen. Hella Joof er fritænker og siger sin mening i modsætning til mange andre, og i stedet for at hetze hende, bør vi glæde os over at nogen går imod.