I søndags blev første runde af det franske valg afholdt, og det bliver de to kandidater centrumpolitikeren Emmanuel Macron og højrenationalisten Marine Le Pen, som den 7. maj skal kæmpe om præsidentposten. Mange ude i Europa hepper på Macron, blandt andet fordi han vil arbejde for stærkere bånd til EU, men spørgsmålet er, om han vil være i stand til at løfte de udfordringer, som Frankrig står overfor.

Europa-kommissionen brød søndag aften med en lang tradition, da Europa-kommissionens formand Jean-Claude Juncker valgte side i det franske præsidentvalg. Han lykønskede Emmanuel Macron og ønskede ham held i anden valgrunde. Det gjorde han for at forsvare Bruxelles fra den voksende politiske opposition mod EU.

Macron er ikke socialist, sådan som den nuværende præsident er det. Han har nogle gode, konservative ideer og tilhører det, vi i Danmark ville kalde for en klassisk socialdemokrat.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde Macrons modstander, Marine Le Pen. Nogle har sammenlignet hende med den amerikanske præsident Donald Trump, men som jeg ser det, er Trump vand ved siden af hende. Hun er tilhænger af protektionisme. Det vil sige, at hun ønsker importtold for at beskytte de franske industrier mod konkurrence. Hun vil desuden ikke reformere velfærdsydelser og ønsker at opretholde en 35-timers arbejdsuge. Det vil betyde et endnu højere underskud på statens finanser og et usmidigt arbejdsmarked, som vil fastholde mange franskmænd i den arbejdsløshed, de sidder i nu. Det er socialisme!

Selvom franskmændene altid har vaklet i deres forhold til NATO, forstår jeg ikke Le Pens modstand på det punkt. Til gengæld skal hun have ros for sin kritik af EU. Frankrig kommer aldrig til at forlade EU, før EU bryder sammen, men vælges hun til præsident, vil EU ryste – og det er måske ikke altid det værste at blive rusket lidt op i.

Kigger vi lidt nærmere på Macron, har han lovet reformer for at fremme iværksætterkulturen og vil styrke erhvervslivet ved for eksempel at nedsætte selskabsskatten markant. Han støtter utvetydigt NATO, hvilket taler i hans favør. Det gør hans tale om patriotisme også. Man skal naturligvis ikke lade sig forblænde af politisk retorik, men Frankrig har netop brug for en fortælling om værdien af fædrelandskærlighed og et forsvar af den nationale sammenhæng. 

Vi kommer dog ikke udenom, at Macron er en kandidat med et svagt parti, og spørgsmålet er, om han kan løse de problemer, som franskmændene har kæmpet med i årevis. Ser vi bort fra økonomien, er Macron svag i troen på, at der kan gøres noget mod den masseindvandring, som især Frankrig lider under. Hans eneste bud er at styrke EU's ydre grænser, men det er efter min mening langt fra nok til at redde Frankrig fra de massive integrationsproblemer, som landet lider under. Hans holdning til terror er heller ikke betryggende. Efter skyderierne på Champs-Élysée sagde han, at terror vil være dagligdag i de kommende år.

Hvis Macron vil vinde over Le Pen, bliver han nødt til at have en plan for, hvordan han vil komme terrortruslen til livs. Han vil blive nødt til at genskabe troen på de franske institutioner, republikkens suverænitet og stoppe de enorme flygtningestrømme, der undergraver og truer selve grundpillerne i republikken: Frihed, lighed og broderskab.