KOMMENTAR: Mellemøstlige gangstere beskyttes mod udvisning af indbildt risiko for tortur og dødsstraf i hjemlandet

Sager om udvisning af kriminelle udstiller dansk retsvæsen som inkompetent. Men sådan behøver det ikke at være.

I 2005 blev en narkohandler, der oprindeligt er fra Libanon, dømt i en større narkosag og udvist af Danmark. Efter hans prøveløsladelse i 2009 var det ikke muligt at udvise ham, fordi han angiveligt risikerer dødsstraf eller tortur, hvis han vender tilbage til Libanon. Han forblev dermed i Danmark på tålt ophold, og når man er det, har man ikke de samme borgerrettigheder som andre, fordi man ikke har ret til at være i landet.

Manden skulle derfor melde sig hver dag i Center Sandholm. Højesteret har nu fældet dom i denne sag og siger, at myndighedernes krav om meldepligt er imod menneskerettighederne, fordi det hæmmer mandens bevægelsesfrihed.

Også libaneseren Danny Abdalla blev udvist, fordi han solgte narkotika og var aktiv i bandekriminalitet, men heller ikke han kan sendes af sted på grund af fare for dødsstraf. Han har efterfølgende fortsat sin kriminelle løbebane og afsoner lige nu en dom for vold og afpresning. Abdalla er en gemen serieforbryder.

Hver eneste gang nogen bliver dømt til udvisning til Mellemøsten, kommer hovedargumentet om, at de ikke kan udvises, fordi de risikerer dødsstraf og tortur, på bordet – nærmest per automatik. Og så er der ikke så meget at gøre.

For mig at se går sådan en dom ud over befolkningens retsfølelse og tryghed, og vi, beslutningstagerne, bliver fremstillet som handlingslammede.

At en udvisning ikke kan gennemføres, og at de efterfølgende restriktioner ikke opretholdes, er dybt problematisk. Jeg er ubetinget tilhænger af magtens tredeling og mener, at politikerne på ingen måde bør blande sig i, hvad domstolene foretager sig, men i dette tilfælde bliver der henvist til noget politisk, og så bør man gribe det politisk an.

Har Højesteret undersøgt til bunds, om manden vil blive udsat for dødsstraf eller tortur, hvis han vender tilbage til Libanon, eller har man bare taget forbryderens eget udsagn for pålydende? Har Højesteret været i kontakt med de libanesiske myndigheder? Der har ikke været eksekveret nogen dødsstraf i landet i de sidste 15 år.

Det sker gang på gang, at udvisninger af kriminelle udlændinge ikke kan gennemføres – enten fordi forbryderen har små børn (måske bedst for børnenes tarv at den kriminelle far udvises) eller fordi de risikerer tortur og dødsstraf – uden at det bliver undersøgt. Igen og igen bliver beslutningstagerne fremstillet som impotente. Der er gået inflation i ’de risikerer tortur og dødsstraf’. Det er et problem for dem, det virkelig rammer – hvor det ikke bare er en undskyldning for at blive. Beslutningstagernes og folkets retsfølelse bliver undermineret.

Jeg mener, at min gode kollega, integrationsminister Inger Støjberg, bør tage på mission i Libanon og undersøge, om det virkelig passer, at de to libanesiske forbrydere og andre, der står til udvisning, virkelig bliver tortureret eller henrettet, hvis de udvises til det land, hvor de er statsborgere. Jeg tvivler meget på, at de risikerer det, men hvis det er tilfældet, bør hun komme hjem med såkaldte ’diplomatiske garantier’, der garanterer, at det ikke sker. Det er lykkedes for andre lande, f.eks. Frankrig og Storbritannien, at komme af med flere af deres kriminelle udlændinge via diplomatiske garantier.