Det er ikke risikofrit at invitere influencere til at udtale sig som eksperter. 

Sådan lyder budskabet fra forperson Nanna Kornerup Nielsen fra Børns Værd, efter statsminister Mette Frederiksens (S) møde med seks store influencere fredag.

Her skulle de – sammen med fire fagpersoner – diskutere vilkårene for børnefamilier i Danmark. Og det ærgrer Nanna Kornerup Nielsen.

»Jeg bliver lidt frustreret over, at man ikke har nogle større ambitioner. Vi savner større ambition for, hvor man vil hen på børneområdet,« siger hun til B.T. 

Deltagerne i fredagens møde tæller blandt andet de seks influencere, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og repræsentanter fra Red Barnet, Mødrehjælpen, 'Hvor er der en voksen' og Nordic Parenting.
Deltagerne i fredagens møde tæller blandt andet de seks influencere, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og repræsentanter fra Red Barnet, Mødrehjælpen, 'Hvor er der en voksen' og Nordic Parenting. Foto: Christina Sander

Størstedelen af deltagerne var ikke eksperter eller fagpersoner, men i stedet seks store influencere, som tilsammen har over en million følgere på Instagram. 

Ifølge Nanna Kornerup Nielsen negligerer man de centrale problemstillinger for børn og småbørnsfamilier, når størstedelen af mødedeltagerne er influencere. 

»Det kan have nogle risici, fordi man ikke tager fat i de kerneproblemstillinger, som er på børneområdet. Jeg kunne godt tænke mig, at man i stedet inviterede eksperter i børns udvikling,« siger hun. 

Flere af de influencere, der deltog i mødet, beskæftiger sig med emnet til daglig og har en stemme i den offentlige debat. Kan de ikke have nogle værdifulde input? 

»De har helt sikkert nogle relevante input, men det er langt fra alle, der lever et liv som dem,« siger hun og fortsætter: 

»De fleste forældre har et almindeligt arbejdsliv fra 8 til 16, og mange børn er rigtig lang tid i dagtilbud.« 

Ifølge Socialdemokratiet er rundbordssamtalen kun ét af flere led i arbejdet om at forbedre børnefamiliers vilkår. 
Ifølge Socialdemokratiet er rundbordssamtalen kun ét af flere led i arbejdet om at forbedre børnefamiliers vilkår.  Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Nanna Kornerup Nielsen mener, at man overser de vigtigste temaer – blandt andet, hvordan man tidligt i livet kan forebygge børns mistrivsel.

»Det er allerede i vuggestuen, at forebyggelsen skal begynde. Her sker der afgørende udvikling i børns følelsesliv,« siger hun og fortsætter: 

»Hvis vi ikke sikrer, at der er nok nærværende voksne omkring de mindste børn i dagtilbud, løser vi ganske enkelt ikke den samfundsopgave, som forebyggelse af mistrivsel er.«

B.T. har spurgt statsminister Mette Frederiksen, om hun kan forstå Nanna Kornerup Nielsens kritik.

I et skriftligt svar understreger familieordfører for Socialdemokratiet, Trine Bramsen, at der også var repræsentanter til stede fra fagorganisationer. 

»Regeringen mødes hele tiden med både fagprofessionelle og almindelige danskere. I denne uge skal statsministeren for eksempel besøge en daginstitution i Københavnsområdet,« skriver hun og fortsætter: 

»Rundbordssamtalen fredag kan derfor ikke ses isoleret som udtryk for, hvad regeringen foretager sig.«

Til B.T. understreger Socialdemokratiet, at der var tale om et enkelt møde med de danske influencere, og at statsministeren oftest mødes med relevante fagpersoner.