Henning Hansen er ikke længere næstformand for Venstre i Fredericia, efter at fire byrådsmedlemmer er blevet truet med eksklusion af byrådet som følge af manglende opbakning til borgmesteren.

En dramatisk magtkamp udspiller sig tirsdag aften i Venstre i Fredericia, efter at den omstridte borgmester Thomas Banke (V) har meldt ud, at han vender tilbage til borgmesterposten.

Fire byrådsmedlemmer er af bestyrelsen blevet truet med eksklusion, og som følge af det oplyser næstformand for Venstre i Fredericia, Henning Hansen, at han er fortid på posten.

- Jeg var næstformand indtil for ti minutter siden, men nu har jeg trukket mig, siger Henning Hansen til jp.dk. Meldingen fra Hansen er givet til Jyllands-Posten lidt efter klokken 20 tirsdag aften.

Den sygemeldte borgmester, Thomas Banke, fortalte tidligere tirsdag aften i et interview med TV Syd, at han agter at vende tilbage til sin borgmesterpost i Fredericia efter en længere periode væk fra byrådet.

Beskeden fra Banke kommer dagen efter et møde i byrådsgruppen, hvor Thomas Banke deltog. I forbindelse med mødet fastholdt fire af partiets byrådsmedlemmer det mistillidsvotum, som byrådet stillede til borgmesteren midt i december, efter det blev afsløret, at Banke blandt andet havde misbrugt kommunens kontokort og ikke havde orden i sine bilag.

De fire medlemmer, der ikke ønsker at støtte Banke, har ifølge byrådsmedlem Hanne Lumby fået indtil onsdag klokken 12 til at ombestemme sig, hvis ikke de vil smides på porten.

- Hvis ikke vi vil det, vil Venstres bestyrelse indlede en eksklusionssag, siger Hanne Lumby til jp.dk.

Den trussel vil næstformanden i partiet ikke sidde overhørig.

- Jeg kan ikke bakke op om, at de er blevet truet med at blive ekskluderet, siger han til Jyllands-Posten, hvor han betegner situationen i Venstre i Fredericia som »amatørteater på højt niveau«