For 'blærerøven', den selvudnævnte livsstilsfidus Mads Barner-Christensen, kom det ikke som nogen stor overraskelse, da uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) tirsdag aften offentliggjorde sit farvel til dansk politik.

Det imponerende er snarere, at Søren Pind har hængt ved så længe.

»Jeg har kendt Søren Pind i en del år, og jeg har altid undret mig over, at han gad være politiker med alle hans åbenlyse evner. Hvad driver dog en mand, der på timebasis er så dårligt betalt, og som skal høre på så meget? Der er ikke megen respekt om embedet, og jeg kan personligt godt forstå, hvis politikere udvikler befolkningslede med årene,« siger Mads Barner-Christensen til BT.

Selv han har han aldrig interesseret sig synderligt for politik, som han finder »gabende kedsommeligt.«

»Jeg tror virkelig, Søren følte sig udbrændt i jobbet og alt det, det kræver. Og så tænker han naturligt, at det nok skal til at være, hvis han skal prøve noget andet. Jeg tror, han kan få et hvilket som helst job, og hvis han henvendte sig i den branche, jeg er i, altså gøglerfaget, ville han kunne få masser af jobs. Han kunne blive den nye Niels Hausgaard,« lyder det fra Mads Barner-Christensen, der har kendt Søren Pind gennem mange år.

Søren Pind er ifølge ham noget så sjældent som klassisk dannet, hypermusikalsk, velbevandret i verdenslitteraturen og historien.

»Man kan roligt sige, at han har stukket noget ud i forhold til resten af persongalleriet på Christiansborg.«

Mads Barner-Christensen har ikke kunnet mærke, at han har mistet gnisten for politik.

»Vi har talt om alle mulige andre ting. Ligegyldigt hvad man taler med Søren om, så har han noget at bidrage med.«

Søren Pind har selv erkendt, at han gik efter at blive ny direktør for Det Kongelige Teater. Weekendavisen fortalte fredag, at der var uenighed i bestyrelsen. Da topchefstillingen skulle besættes i enighed, faldt valget derfor på Kasper Bech-Holten. Onsdag skriver Kurt Strand i en kommentar i Kristeligt Dagblad, at Søren Pind kunne være et bud på en ny generaldirektør i DR. Det er Mads Barner Christensen helt enig i.

»Jeg kan ikke forestille mig nogen, der vil være bedre til at svinge sparekniven med respekt for, at det er det politiske flertals ønske - men samtidig med respekt for alt det fine, der er I DR,« siger han.

»Det er kulturen, der optager ham. Han er en verdensmand, der taler flydende fransk. Han er en stor kanon, der har stor patos. Han vil shine overalt, som de unge siger.«

Du lyder ikke spor bekymret for ham?

»Nej, for fanden. Jeg tror, at når man er i Folketinget, så bliver man indrulleret i en bobletankegang. Lidt ligesom hvis man er i Scientology, så kan man heller ikke forstå, at andre ikke synes, det er det fedeste. Nu kommer Søren ud i livet udenfor Christiansborg, hvor han skal stå model til langt mindre ævl og kævl. Der er et liv udenfor. Jeg tror, det bliver rigtig godt, og dem, der ender med at få ham, er meget heldige,« siger Mads Barner-Christensen.