Man er næsten skuffet. For det var ikke noget med en ny tronfølger. Ikke noget med, at man ville til at flage med EU-flag. Og det var ikke en spareøvelse holdt tys-tys for ikke at at tirre Dansk Folkeparti. Men sikkert og vist var det, at det var umuligt at få noget at vide om den prekære sag.

Finansministeriets ordre til samtlige statslige institutioner om at tælle de flagstænger, der flages fra på landets 17 officielle flagdage, er derimod næsten rørende i sit nationale tilsnit. Onde tunger ville måske sige, at løsningen på gåden tangerer det kedelige.

Statslige flagstænger skulle tælles i mandtal med deadline 11. januar, fordi statsministeriet overvejer at markere den færøske og den grønlandske flagdag.

Sådan. Sagen opklaret.

I en skrivelse til Ritzau skriver Statsministeriet:

»Statsministeriet har overvejet, om statslige myndigheder skal flage med det færøske flag på den færøske flagdag 25. april og med det grønlandske flag 21. juni. Statsministeriet har derfor igangsat et arbejde for at afklare, hvad det rent praktisk vil betyde med henblik på, at der udarbejdes et grundlag for en eventuel politisk beslutning.«

Tavsheden om flagstangtællingen og den næsten suspekte stilhed om baggrunden for den aparte stangtælling nåede britiske BBC i går. Sagen har også fået Pernille Skipper (EL) til at stille et såkaldt udvalgsspørgsmål til finansminister Claus Hjort Fredriksen (V), og har fået Berlingske til at søge en meget alvorlig aktindsigt. Ligesom Danmarks Radios P3 og andre medier har brugt papir og sendetid på spekulationer.

Ansatte i centraladministrationen og tidligere eksperter i statens kringelkroge har givet deres bud på sagens rette sammenhæng men uden held. Folketingsmedlem for DF Jeppe Jakobsen syntes endda, at »spændingen er ulidelig«, som han skrev på twitter.

Den mindst lukkede om sagen har været Finansministeriets kommunikationschef Heidi Birgitte Nielsen. Til Berlingske sagde hun i sidste uge på spørgsmålet, om hun syntes det var demokratisk ikke at fortælle borgerne, hvad deres skattekroner går til:

»Det ved jeg ikke. Må man ikke nogle gange lave noget, som alle ikke skal vide noget om?«

Kommuniktionschefen sluttede med at erkende, at sagen var bizar, »men sådan er embedsværket nogle gange«.

Nu er flagstanggate opklaret, og vi kan alle slappe af i tryg forvisning om, at det nationale sammenhold bliver styrket ved at vore norrøne venners flag sandsynligvis skal blafre fra tagene på statens instututioner fra nord til syd, fra øst til vest.

Der er ikke taget politisk stilling i sagen, og de færøske og grønlandske myndigheder er endnu ikke blevet inddraget. Yderligere detaljer er ikke kommet fra Statsministeriet.