Han blev valgt. Han sejrede.
Men næsten lige så hurtigt var han væk igen.
I hvert fald må Dansk Folkeparti i Guldborgsund endnu en gang finde sig en ny formand.
Det skriver Folketidende.
I mandags blev 41-årige Nichlas Arne Andersson ellers præsenteret som ny formand efter en generalforsamling.
Men med ét forlod han mødet:
»Nichlas gik og ville ikke være med. Sådan set lige efter generalforsamlingen,« siger hans afløser Bente Bagge Andersen til mediet.
Ifølge hende har det ikke været muligt at få kontakt til den nu tidligere formand.
Mystikken hersker dermed fortsat.
Den nu tidligere formand ønsker heller ikke over for Folketidende at kommentere sagen yderligere, men bekræfter at han er trådt tilbage.

