Den konservative formand Søren Pape Poulsen har tidligere forklaret, at hans kærestes besøg i Viborg var for egen regning. Men i første omgang lod han kommunen betale

De Konservatives formand Søren Pape Poulsen har bevæget sig på kanten af sandheden om betalingen af sin nuværende kæreste Josue Medina Vazquez’ besøg i december sidste år.

Da Søren Pape Poulsen præsenterede sin kæreste på De Konservatives Landsråd 27. september understregede han, at Viborg Kommune ikke havde brugt penge på Vazquez’ besøg.

- Jeg inviterede ham en uge til Viborg – for hans egen regning, vil jeg understrege. Han fulgte mig i en uge, og vi havde talt meget sammen og skrevet meget sammen, og vi var meget sammen den uge, og så sker den slags, når mennesker fatter sympati for hinanden, sagde han til journalisterne under presseseancen, hvor han præsenterede sin kæreste før De Konservatives festmiddag.

Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk.

Mandag kunne BT ellers berette, at Søren Pape Poulsen lod skatteyderne betale for sin middag med Josue Medina Vazquez og først betalte tilbage, efter BT havde søgt om aktindsigt.

Alligevel fastholdt Søren Pape Poulsen, at han ikke havde gjort noget galt. En metode, som ekspert i offentlig forvaltning Roger Buch mandag i BT sammenlignede med Lars Løkke Rasmussens tilbagebetaling af offentlige midler, når medierne begyndte at interessere sig for sagen.

Samtidig sår to lokale mediers historier fra december sidste år nu tvivl om baggrunden for besøget. Uanfægtet af Søren Pape bragte både Gudenådalens Avis og TV Midtvest i december 2013 historier om Vazquez’ besøg. I Gudenådalens Avis kunne man læse, at Søren Pape havde en praktikant på besøg i en uge.

’Også en borgmester kan have til opgave at undervise og underholde en praktikant. I denne uge har Søren Pape Poulsen været praktikleder for Josue Medina fra Den Dominikanske Republik. Josue er i Danmark for at studere lokalt demokrati og borgerinddragelse,’ skrev avisen den 15. december.

Regionalstationen TV Midtvest havde også opdaget, at Søren Pape Poulsen havde besøg. 12. december bragte tv-stationen et indslag under overskriften ‘I praktik som borgmester’.

Om besøget forklarer journalisten i tv-indslaget:

’Den 28-årige caribier er hele ugen indkvarteret hos Viborgs borgmester og følger ham groft sagt i døgnets 24 timer for at blive klogere på, hvordan demokrati fungerer på dansk.’

Medbragt madpakke
Siden Søren Pape i 2010 blev borgmester i Viborg, har der kun været to erhvervspraktikanter på borgmesterkontoret. Det viser en aktindsigt, som BT har fået i Viborg Kommune.

Mens Josue Medina Vazquez og Pape, som BT skrev om mandag, rundede besøget af med en skattebetalt tre-retters menu, så måtte erhvervspraktikanterne nøjes med rådhuskantinens mad. Eller deres egne medbragte madpakker.

Søren Pape Poulsen afviser, at der skulle være tale om et praktikbesøg.

- Josue var ikke praktikant. Hvorfor en journalist skriver det, ved jeg af gode grunde ikke. Men han var min gæst. Og ikke praktikant, fastslår han.

Hvis han er borgmesterens gæst, ville der så ikke ligge et program eller en mail eller to om, at han kommer på besøg?

- Han er min gæst, fordi han spørger om det. Det får vi strikket sammen i december, fordi jeg har luft i kalenderen op mod jul, siger Søren Pape Poulsen.

Er han din eller kommunens gæst?

- Jamen, han spørger. . . Det er i min egenskab af borgmester, og så er han jo kommunens gæst. Altså. Han spørger, om han kan få lov at komme på besøg, efter vi har haft en længere mailudveksling om, hvordan vores lokaldemokrati fungerer i forhold til parlamentet. Alt det her demokrati. Og han spørger så, om han må komme og besøge mig og Viborg Kommune, og det siger jeg efter et stykke tid ja til. For at han kan følge, hvad en borgmester laver, hvordan demokratiet fungerer, siger Søren Pape Poulsen.

Almindelig høflighed
Søren Papes Poulsen forklarede i BT mandag, at middagen med Vazquez blot var en måde at runde besøget af på.

- Det var almindelig høflighed som afslutning på et besøg at invitere kommunens gæst ud at spise, så han kunne få en god oplevelse op til jul.