Hvis grøfterne graves dybere i den danske udlændingedebat, kan det ende med, at ord erstattes af vold, frygter Islamisk Trossamfund. Nationalpartiet begræder, at den hårde tone er blevet hverdag.

»Vi er klar til at gå i krig mod jer.«

Mails med det budskab tikker af og til ind i Islamisk Trossamfunds indbakke - skrevet af helt almindelige danskere. Det fortæller organisationens talsperson, Imran Shah.

»Vi oplever en ganske hård tone, og den er klart blevet hårdere de seneste år.«

Han frygter for konsekvenserne, hvis udviklingen fortsætter.

»Hvad bliver det næste? Hvis man ikke vil indse, at der er et problem med tonen, så kan det gå meget længere, end det er nu. Der er ingen tvivl om, at der er en forbindelse mellem et hadsk sprog og fysiske overgreb,« siger Imran Shah.

Tonen i den danske udlændingedebat får også Europarådet til at hæve øjenbrynene. En ny rapport konkluderer, at danske muslimer må finde sig i at blive omtalt stigmatiserende eller ligefrem racistisk i den politiske debat, og i medierne forbindes de blandt andet med emner som sharia og terrorisme.

»Det er ikke nyt eller overraskende for os. Hver gang vi gør opmærksom på det, er det som om, at vi bliver affærdiget med, at vores skattekroner ikke har samme værdi som etniske danskeres skattekroner,« siger Imran Shah.

Hos Nationalpartiet nikker man genkendende til, at tonen er blevet mere rå.

»Jeg synes, at det er helt tydeligt, at der i løbet af de senere år er kommet en forråelse og en hårdere tone. Det, som siges, bliver hårdere og hårdere og opfattet som mere og mere almindeligt. Vi skal høre noget, der er meget radikalt anderledes, før vi reagerer på det,« siger partiformand Kashif Ahmad.

SF mener, at kritikken bør give anledning til selvransagelse på Christiansborg.

»Vi kan se, at den måde, vi politikere diskuterer på - og det er på begge fløje - skaber afstand mellem befolkningsgrupper og er med til at dyrke et had og en mistænkeliggørelse over for hinanden, som på ingen måde er med til at bygge bro mellem befolkningsgrupper,« siger ligestillingsordfører Özlem Cekic (SF).

Hun mener, at partier som Venstre og Socialdemokraterne bærer et stort ansvar for udviklingen.

»Mit problem er ikke Pia Kjærsgaard (DF). Hun har sagt det, hun har sagt de seneste 20 år. Mit problem er, når Socialdemokraterne og Venstre rykker sig i debatten - når der nærmest sættes lighedstegn mellem kultur og kriminalitet og mellem religion og terrorisme. Hvis store partier er med til at mistænkeliggøre store befolkningsgrupper, har vi et stort, fælles problem.«

Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg (V), der er en af de mest markante stemmer i udlændingedebatten, afviser SFerens udlægning.

»Det er jeg ganske enkelt ikke enig med Özlem Cekic i. Jeg synes selv, at hun er en fremragende debattør - og man kan sige, at hun også er kendt for at sige tingene, som de er, og som hun ser dem, og det sætter jeg stor pris på.«

Inger Støjberg har ikke tænkt sig at lytte til Europarådets kritik.

»Vi har altid haft en tradition i Danmark for, at vi diskuterer og siger tingene, som de er, og det, synes jeg, er en stolt og god tradition, som vi skal holde fast i.«