Muhammed-tegner Kurt Westergaard har fået mange nye dødtrusler fra islamister, efter at den franske skolelærer Samuel Paty blev halshugget af en islamist i en forstad til Paris 16. oktober.

Det fortæller gallerist Erik Guldager, der har skrevet en biografi om Kurt Westergaard, som har tegnet Muhammed med bomben i turbanen, der blev den mest omtalte Muhammed-tegning.

»Kurt Westergaard og andre, der er involveret, har fået trusler, også jeg. Og en del af dem er direkte dødstrusler. Kurt har det skidt med at få den slags mail og sms'er – det er klart. Det har vi alle. Og faren bliver jo understreget af, at Samuel Paty lige er blevet dræbt. Det er ikke bare snak. Det kan være alvor,« siger Erik Guldager.

En af de andre, der har modtaget nye dødstrusler, er Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.

Nye dødstrusler mod den 85-årige karikaturtegner Kurt Westergaard. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Nye dødstrusler mod den 85-årige karikaturtegner Kurt Westergaard. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg har modtaget masser af trusler – også dødstrusler. Mange af dem kommer på min Facebook-profil, og en del af dem er affattet på arabisk. Jeg lader en medarbejder arbejde med det, oversætte og politianmelde. Om der sker noget på baggrund af politianmeldelserne, ved jeg ikke,« siger Pia Kjærsgaard.

Den 47-årige franske skolelærer Samuel Paty blev dræbt, efter at han havde vist franske Muhammed-tegninger for sine elever i en skoletime i ytringsfrihed. Og den islamistiske vrede har bredt sig til Danmark og ophavsmændene til de oprindelige Muhammed-tegninger fra Jyllands-Posten.

Netop de oprindelige Muhammed-tegninger fra 2005, mener Erik Guldager, at danske skoleelever ved alt for lidt om.

»Jeg har hørt mange sige: 'Hvorfor skulle Kurt absolut provokere muslimerne?'. De er overhovedert ikke opmærksomme på forhistorien: At Kåre Bluitgen skrev en børnebog om Muhammed, men at ingen turde illustrere den. Så fandt Jyllands-Postens daværende kulturredaktør, Flemming Rose, på at invitere alle Danmarks bladtegnere til at tegne profeten, og 12 sagde ja.«

»Først skete der intet, men da Ahmed Akkari og hans venner rejste rundt i Mellemøsten og viste Muhammed-tegninger, herunder falske tegninger frem, eksploderede raseriet. Det skabte en diplomatisk krise mellem Danmark og flere arabiske lande og over 100 døde,« siger Erik Guldager.

Han vil derfor tilbyde at rejse rundt til danske skoler og fortælle om baggrunden for Muhammed-krisen.

Der var stegt flæsk og persillesovs på menuen, da borgerlige politikere 1. august 2012 satte sig til bords på Vejlegården for at vise sympati med restaurantens ejer, Amin Skov Badrbeig. Middagen var arrangeret af gallerist Erik Guldager, her sammen med Inger Støjberg. (Foto: Sonny Munk Carlsen/Scanpix 2012)
Der var stegt flæsk og persillesovs på menuen, da borgerlige politikere 1. august 2012 satte sig til bords på Vejlegården for at vise sympati med restaurantens ejer, Amin Skov Badrbeig. Middagen var arrangeret af gallerist Erik Guldager, her sammen med Inger Støjberg. (Foto: Sonny Munk Carlsen/Scanpix 2012) Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

»Det er den største krise i Danmark siden Anden Verdenskrig. Og islamister skal ikke bestemme, hvad man lærer i danske skoler,« siger Erik Guldager.

Han har også skrevet en bog om Kurt Westergaard. Bogen er stort set færdig, og tegningen med bomben i turbanen er naturligvis også med.

Men efter ønske fra Kurt Westergaard og Politiets Efterretningstjeneste har han besluttet at vente med at udgive den, til 85-årige Kurt Westergaard er død.

»Jeg vil nødigt være skyld i Muhammed-krise 2,« siger han og tilføjer, at somalieren, der forsøgte at dræbe Kurt Westergaard i hans hjem med en økse i 2010, nu er på fri fod.

Islamister afbrænder et dansk flag i Peshawar, Pakistan, i protest mod de danske Muhammed-tegninger. EPA/NADEEM KHAWER
Islamister afbrænder et dansk flag i Peshawar, Pakistan, i protest mod de danske Muhammed-tegninger. EPA/NADEEM KHAWER Foto: NADEEM KHAWER
Vis mere

»Drabet på Samuel Paty har medført copycat-aktioner i Nice og Wien. Det er ensomme ulve, der går til angreb med knive og skydevåben,« siger den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp, lektor på Försvarshögskolan i Stockholm.

»Jeg er ikke overrasket over, at Kurt Westergaard og andre har modtaget nye trusler. Men hele Europa er jo i forvejen i et meget højt sikkerhedsniveau. Og Kurt Westergaard og andre er jo konstant beskyttet af PET-vagter. Og det er ikke særligt sjovt. Det er et hårdt liv,« siger Magnus Ranstorp.