Den arabiske advokat Ahmed Zaki Yamani er efter Tøger Seidenfadens undskyldning opmundtret og klar til at lægge sag an mod 15 andre aviser for at have krænket Muhammed.

- Jeg vil melde ud en af de næste dage, hvad der sker. Vi er klar til en lang og meget dyr retssag mod de andre aviser, der ikke har indgået forlig, siger advokaten til bt.dk

Ahmed Zaki Yamani har efter forliget fået et brev fra direktøren i Niqabat al ashra, der er en forening for Muhammeds Efterkommere i Egypten. Det er den organisation, der betaler Yamani for at kræve en undskyldning hos 16 danske aviser for at have genoptrykt Kurt Westergaards Muhammed-tegning.

- Direktøren skriver, at han er meget tilfreds med det forlig, vi har indgået med hr. Seidenfaden. Men han har også gjort det klart, at jeg har økonomisk støtte til at lægge sag an mod de andre aviser, hvis de ikke også indvilliger i et forlig og det vil også ske, siger Yamani, der ikke vil afslører, hvor stort beløb de vil kræve fra aviserne. 

De Konservativs integrationsordfører Naser Khader mener, at Tøger Seidenfaden med undskyldningen har givet advokaten mere mod. 

- Det er sådan, at mere vil have mere. Hvis Tøger Seidenfaden tror, at han har lukket sagen ved undskyldnigen, så har de taget røven på ham. Nu kan de se, at der er noget at komme efter og derfor er de kun endnu mere opsatte, siger Khader.