Formanden for Grønlands Landsting, Josef Motzfeldt, deltager ikke i møder i Landstingets formandskab, indtil politiet har afklaret hashsagen imod ham.

En klump hash har skabt furore om Grønlands landstingsformand, Josef "Tuusi" Motzfeldt fra det venstreorienterede regeringsparti, IA. Flyttefolk fra ISS fandt klumpen hos ham, da han var ved at flytte til sin nye embedsbolig. Politiet har afhørt ham, men Motzfeldt afviser sagen som et komplot.

Fredag orienterede han Udvalget for Landstingets Forretningsorden. Her blev det besluttet, at Motzfeldt indtil videre ikke deltager i udvalgets møder eller i møder for Landstingets formandsskab, oplyser Grønlands Radio.

Det betyder dog ikke, at landstingsformanden trækker sig fra posten:

- Jeg er bare ikke til stede under udvalget for forretningsordens møder, så længe politiet ikke har afgjort, hvad der skal ske yderligere i sagen, siger Josef Motzfeldt til netavisen ag.gl.

Josef Motzfeldt har forklaret politiet, at han ikke kendte til hashen og ville have afleveret klumpen til ordensmagten, hvis han havde fundet den.

- Nu er det ikke første gang, jeg er udsat for den form for politisk forfølgelse, så det forbavser mig for så vidt ikke, at der foregår den slags, siger Motzfeldt.

Han forklarer til ag.gl, at han har boet i det nu fraflyttede hus siden 2003, og at der i løbet af de seks år har boet en række fremmede personer i huset, når han har været bortrejst. Om det kan være nogen af dem, der har placeret hashklumpen, ved han ikke.

Siumut har krævet, at Josef Motzfeldt trækker sig fra posten, mens det andet oppositionsparti Atassut mener, at politikerne skal testes for stoffer. Motzfeldt afviser dog at aflægge en urinprøve for at bevise sin uskyld

Landsstyreformand Kuupik Kleist, som er IA's formand, vil afvente politiets efterforskning.

- Jeg synes, det er en ærgerlig sag, selvfølgelig. Men politiet er i gang med at undersøge sagen, og mens undersøgelserne står på, er det ikke min hensigt at kommentere, siger Kuupik Kleist.

/ritzau/