Morten Petersen siger ikke meget. Bare et enkelt ord.
»Ødelagt?« lyder det undrende fra Venstrepolitikeren i den kun 12 sekunder lange video, mens han skærer en grimasse.
Men det har virket.
For den debuterende byrådskandidat fra Herning har på sociale medier fået al den opmærksomhed, som mange andre lokalpolitikere kun kan drømme om.
Det er sket med en video, hvori han både gør lidt grin med sig selv og kommer med et indspark til den hærværk, som mange valgplakater herhjemme allerede er blevet udsat for forud for det kommende kommunalvalg.
Se videoen her:
Over 600.000 visninger er det i alt blevet til på TikTok og Facebook – indtil videre – efter at videoen blev lagt op mandag aften, fortæller Morten Petersen til B.T.
»Det kom totalt bag mig,« siger han:
»I går var jeg til møde med kolleger fra hele Danmark, og alle havde set den, og alle kom hen og sagde noget til mig. Det er helt skørt.«
Udbredelsen er også blevet hjulpet godt på vej af, at den yderst populære instagrammer Anders Hemmingsen tirsdag delte videoen til sine følgere.
'Så kan man dø lykkeligt,' som Morten Petersen i den forbindelse har skrevet på Facebook.
Men han har også en indrømmelse.
For hele videoen er sådan set opstillet. Forstået på den måde, at der faktisk ikke er tale om 'rigtigt' hærværk mod en af hans valgplakater, hvorefter han så har fået tegnet krusedullerne i sit eget ansigt.
Den er inspireret af en video fra en tysk politiker, som Morten Petersen faldt over på nettet.
Således er det hans søn, der har tegnet på plakaten, og det er efterfølgende politikerens hustru, der har tegnet på ham.
»Jeg synes, at den tyske video var så god: Fordi man bliver overrasket. Og fordi der var en fed måde at gribe det an på i stedet for at stå og råbe og spille fornærmet,« siger Morten Petersen:
»Så vi lavede vores egen version. Også som et modsvar til alle dem, der render og laver hærværk på valgplakaterne. Det kunne måske få nogen til at tænke, at det gider de ikke, når folk tager det på den måde.«
Uanset hvad har det altså foreløbig givet omkring 450.000 visninger på TikTok og cirka 170.000 visninger på Facebook.
En enorm eksponering og ikke mindst 'street cred' blandt familiens unge for også at have ramt Anders Hemmingsens feed.
Du står helt nede som nummer 31 på Venstres opstillingsliste, og du stiller op for første gang – men alle ved, hvem du er nu, så nu bliver du vel stemt ind i Herning Byråd?
»Det håber jeg selvfølgelig, og det er da et klart boost. Måske er der nogen, der ikke ved, hvem de skal stemme på, så kommer de i tanke om ham den skøre, når de står i valgboksen.«
Du kan 'dø lykkeligt' efter at være blevet delt af Anders Hemmingsen. Tror du, at den følelse kan toppes, hvis du kommer i byrådet?
»Haha, ja, bestemt. Så får jeg i virkeligheden opfyldt en masse ønsker.«

