Dansk Folkepartis formand skifter valgkreds.
Morten Messerschmidt (DF) overtager Pia Kjærsgaards valgkreds på Sjælland, efter den rutinerede DF'er annoncerede, at hun ikke stiller op til Folketinget igen. Skift af valgkreds er der ifølge partiformanden flere årsager til.
»Først er der jo nogen, som skal overtage Pia Kjærsgaards kreds. For mig er det ærefyldt at få lov til at træde i hendes sko. Det er noget, jeg gør med respekt og stolthed.«
»Og så er der nogen, der skal stille Lars Løkke til ansvar for de mange fatale beslutninger, han har været med til at at træffe i mere end en menneskealder. Han har siddet på en magtfuld post næsten hele min tid i politik, og han har trukket et langt spor af skandaler efter sig,« siger han til B.T.
Men Messerschmidt har ikke blot skiftet valgkreds for udsigten til at gå ind i den politiske boksering med Lars Løkke Rasmussen (M). En kamp som få politikere har vundet over tid.
Han ser dog også centrale problemer i valgkredsen, som han især vil sætte fokus på under valgkampen.
»Der er store problemer med sundhedsvæsnet på Sjælland og Lolland-Falster, hvor sundhedsvæsnet flytter sig længere væk fra borgerne.«
»Derudover har jeg fokus på udlændingeområdet, hvor bandekriminaliteten eskalerer i Holbæk og Køge,« siger Morten Messerschmidt.
Han skal altså forsøge at blive genvalgt i Danmarks største valgkreds i direkte duel med Danmarks tidligere statsminister.
En duel, hvor han gerne ville have hjælp fra kollegerne i blå blok.
»Der er ikke nogen af mine tre formandskollegaer (red. i blå blok), som har været villige til at skifte kreds, men ansvaret for at stoppe Lars Løkkes tid ved magten tager jeg gerne på mig,« siger han.
Morten Messerschmidt har tidligere stillet op i Nordsjællands Storkreds og Københavns Storkreds.

