Troels Lund Poulsen (V) skal være blå bloks statsministerkandidat, hvis det står til Morten Messerschmidt.
Det udtaler formanden for Dansk Folkeparti lørdag til B.T.
»Hvis vi skal gøre os håb om at få et borgerligt flertal efter valget, skal vi jo lokke Venstre ud af armene på Mette Frederiksen,« skriver Messerschmidt i en sms.
»Så ja – derfor mener jeg, det rigtige er, at vi også giver ham muligheden for at erklære sig som blå bloks statsministerkandidat.«
Han tilføjer, at Dansk Folkeparti altid har haft et godt forhold til Venstre, hvor Troels Lund Poulsen er formand.
»Det var sammen med dem, vi indførte de afgørende stramninger i udlændingeloven,« skriver han.
»Så jeg vil godt kunne se Troels Lund Poulsen som blå bloks statsministerkandidat.«
Meldingen kommer, efter Messerschmidt i denne uge optrådte i DR-programmet Middag med Magten, hvori han sagde, at han 'tror, at blå blok peger på Troels Lund Poulsen'.
DF-formanden har ellers i 2023 udtalt til Altinget, at han ville pege på Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, som blå bloks bud på en statsminister.
»Men det er jo nu tydeligt, at blå blok har brug for Venstre for at få et flertal,« siger DF-formanden i dag om det.
Flere kommentatorer har talt om muligheden for, at statsminister Mette Frederiksen (S) udskriver valg i foråret, da Socialdemokratiets vælgertilslutning på det seneste er steget efter en periode med dårlige målinger.
Meget tyder på et snarligt valg, sagde for eksempel politisk kommentator Noa Redington for nylig i TV 2-programmet Tirsdagsanalysen ifølge Berlingske. Berlingskes egen kommentator, Bent Winther, har også skrevet, at Socialdemokratiets nyvundne popularitet åbner for muligheden.
Troels Lund Poulsen er i dag vicestatsminister og forsvarsminister.