Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har gentagne gange parkeret i strid med færdselsloven, men vil ikke beklage.

Det får nu formand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt til at reagere.

»Jeg finder det helt vildt arrogant, at en justitsminister tilsyneladende end ikke vil beklage, at han ikke overholder de helt elementære trafikregler, som myndighederne hver dag slår hårdt ned på almindelige danskere for at bryde,« siger Morten Messerschmidt og uddyber:

»Det vidner jo om en fuldstændig virkelighedsfjern tilgang til både den verden, vi andre lever i – og de regler, hans eget ministerium udfærdiger.«

B.T. blev i midten af marts kontaktet af en borger i København, der var frustreret over, at Peter Hummelgaard igen og igen parkerer ulovligt på den vej, hvor han afleverer sine børn i institution.

En fotograf fra B.T. kan herefter på syv tilfældigt udvalgte dage i marts dokumentere, at justitsministeren parkerer ulovligt fire gange.

Peter Hummelgaard har afvist at stille op til interview med B.T.

I et mailsvar skriver han: »Jeg vil hverken beklage eller forklare mig over for B.T., for det gør alligevel ingen forskel for den historie, man gerne vil skrive,« lyder det i mailen, hvor ministeren forklarer de ulovlige parkeringer således:

»Det er vigtigt for mig at kunne aflevere mine børn i vuggestue og børnehave næsten hver morgen. Jeg bilder mig selv ind, at det er en – om end sølle – kompensation for alle de timer, jeg ellers er væk i deres liv,« skriver Peter Hummelgaard.

»Ligesom alle andre skal jeg selvfølgelig være opmærksom på tidsbegrænsningerne for parkering i Københavns Kommune. Jeg prøver i forvejen at optimere vores morgen-familielogistik, så vi kommer af sted tidligt nok til at kunne tage cyklerne. Nogle gange er bilen dog nødvendig. Og at det så er glippet ift. at overholde en tidsbegrænset parkering, er selvsagt træls,« skriver han i mailen.

Hos De Konservative mener retsordfører Mai Mercado dog ikke, at historien er relevant.

»B.T. overtræder grænsen for, hvor meget pressen skal indtrænge i politikeres privatliv. Find noget relevant politik at skrive om. Der er rigeligt,« skriver hun i en sms.

Mai Mercado er på udvalgsrejse og har derfor ikke mulighed for at uddybe, om hun mener, det er uvæsentligt, at justitsministeren ikke overholder færdselsreglerne.

»Jeg har ikke flere kommentarer,« skriver hun.

Hele historien er ifølge Morten Messerschmidt et udtryk for dårlig moral fra Peter Hummelgaards side.

»Det vidner da om helt ufattelig dårlig moral,« siger Morten Messerschmidt og uddyber:

»Jeg tror, de fleste danskere føler sig udfordret af parkeringsreglerne – men forsøger at overholde dem. Det mindste, man kunne forlange af en justitsminister, er naturligvis, at han også selv tilstræber at overholde de regler, der gælder for alle andre.«

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Peter Hummelgaard til Morten Messerschmidts kritik.