En ny Megafon-måling kortlægger, hvordan vælgerne vurderer partilederne på tre parametre. I to af kategorierne klarer Mona Juul sig overraskende godt.
I den tredje kategori skraper hun dog bunden.
Og det kan få stor betydning, lyder det fra panelet i den seneste episode af podcasten, B.T. Valgkamp.
Mona Juul er landets næstmest sympatiske partileder - kun overhalet af SF's Pia Olsen Dyhr - og den fjerde mest troværdige.
Men når det gælder spørgsmålet om, hvem der er den dygtigste politiker, så ser billedet anderledes ud.
Her indtager Lars Løkke Rasmussen (M), Mette Frederiksen (S) og Alex Vanopslagh (LA) de tre øverste pladser.
Mona Juul befinder sig derimod i den lave ende – kun lidt dygtigere end Lars Boje Mathiesen (BP) og Franciska Rosenkilde (Å).
Og netop det er ifølge B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup og politisk redaktør Emilie Jäger kernen i hendes udfordring.
De peger blandt andet på, at det ikke nødvendigvis er nok at være vellidt.
»Hvis der er en anonym partileder på Christiansborg, set fra vælgernes perspektiv, så er det helt sikkert Mona Juul,« siger Emilie Jäger og tilføjer:
»Men vælgerne synes godt nok, at hun er sympatisk.«
Noget som Henrik Qvortrup er enig i.
»Mona Juul er meget sød og troværdig – men også uskadelig,« siger han.
Ifølge B.T.s politiske analytiker kan det blive den konservative leders største problem i en valgkamp, hvor styrke og lederskab vejer tungt.
Han peger på en episode fra sidste uge, hvor statsminister Mette Frederiksen blev omtalt som »lille dame« af den amerikanske senator Lindsey Graham.
»Mona Juul risikerer at falde i 'lille dame-fælden'. Betyder hun i virkeligheden noget særligt?« lyder det fra Qvortrup, der understreger:
»Det er ikke en position, nogen politiker har lyst til at eje.«
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


