Det Konservative Folkepartis formand Mona Juul tager til genmæle mod statsminister Mette Frederiksen.

I et interview med Berlingske tirsdag sagde statsminister Mette Frederiksen, at Mona Juul er imod anskaffelsen af langtrækkende våben. 

Det har fået Juul til tasterne. 

»Det er simpelthen noget vrøvl,« skriver hun i et længere opslag på X, hvor hun samtidig kritiserer regeringen for manglende handling på forsvarsområdet.

Partiformanden peger på, at der 3,5 år efter det nationale kompromis, stadig mangler resultater:

»Dronerne leger kispus over vores vigtigste infrastruktur og militære anlæg, og vi har stadig ikke produceret en eneste patron,« lyder det fra Juul. 

I interviewet med Berlingske pegede statsministeren på, at mens venstrefløjen er imod offensive angrebsvåben, så undrede det hende, at borgerlige partier, som De Konservative, også udtrykker skepsis:

»At borgerlige partier går ind på det her spor, at der er kapaciteter, vi ikke kan anskaffe os på grund af andres reaktion, det mener jeg simpelthen er en forkert måde at drive forsvarspolitik på,« sagde hun til mediet.

Baggrunden er regeringens beslutning for to uger siden om at købe langtrækkende våben, der ifølge Frederiksen selv, skal »afskrække« Rusland. 

Det fik Mona Juul til at kritisere udmeldingen.

De næste dage står Mette Frederiksen i spidsen for det største topmøde på dansk jord i årtier.
De næste dage står Mette Frederiksen i spidsen for det største topmøde på dansk jord i årtier. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det fik statsministeren til at tolke Juul som modstander af våbnene – en udlægning, der nu får den Konservative-top til at se rødt.

»Holdningen hos Det Konservative Folkeparti har hele tiden været, at vi skal have alt det materiel, der er brug for. Og vi skal have det i en fart,« fastslår Mona Juul.

Juul beskylder samtidig Socialdemokratiet for at sænke debatten til et lavt niveau og kalder den nuværende linje for »spin«:

»Normalt ville jeg bede jer hæve niveauet, men situationen er så alvorlig, at jeg hellere vil have, at I koncentrerer jer 100 procent om at få Forsvaret op på et acceptabelt niveau.« afslutter hun. 

Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, afviser Mona Juuls kritik:

»Jeg synes, at Mona Juul skal lade være med at gentage, at der ingenting er sket i forhold til vores forsvar. Det er forkert. Vi er i gang med en meget, meget betydelig oprustning.« siger han til B.T.

Han påpeger, at Danmark allerede har gennemført store investeringer til forsvaret, og at Konservative har deltaget i flere af aftalerne. 

Samtidig understreger han, at det er statsministerens retorik om de langtrækkende våben, der har fået flere borgerlige partier til at reagere – og advarer mod at koble regeringens ord med Ruslands hybridangreb:

»Rusland angriber ikke vestlige lande med hybridangreb på grund af retorik (statsministerens, red.). Det er simpelthen at lægge under for de russiske trusler.« siger den politiske ordfører. 

Også andre borgerlige partier har reageret på statsministerens krigsretorik. DFs partistifter, Pia Kjærsgaard har blandt andet udtalt, at den skaber utryghed.

Læs hele Mona Juuls opslag på X nedenfor.