Mona Juul åbner for samarbejde med S – men 'den store joker ligger et andet sted'
Mona Juuls (K) åbning for en regering over midten er »det mindst interessante,« siger Henrik Qvortrup.

Mona Juuls (K) åbning for en regering over midten er »det mindst interessante,« siger Henrik Qvortrup.

Mona Juul (K) sender søndag et klart signal om, at De Konservative ikke kommer til at stå i vejen for det, som i folkemunde er blevet kendt som 'midtermonsteret'.
Sådan lyder det fra B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, efter K-formanden udtalte, at hun vil have konservativ politik 'uanset partifarve'.
Med meldingen fra Mona Juul er »det mindst interessante«:
»Fordi den store joker ligger et andet sted,« siger analytikeren.
»Når Mona Juul siger det her, viser det, at det ikke er Konservative, som sætter hælene i over for den brede midterregering. I virkeligheden er spørgsmålet, om det bliver Socialdemokratiet, der sætter foden i,« siger han.
Henrik Qvortrup vurderer, at dette 'midtermonster', som dækker over en regering med partierne Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Moderaterne, Venstre og Konservative langt fra er et drømmescenarie for K-formanden.

Men ender det således, vil det helt store sats ligge hos socialdemokraterne.
»Spørgsmålet er, om Mette Frederiksen tør at gå ind i en midterregering, som har det kendetegn, at SF ikke er med. At de derfor vil føre en borgerlig økonomisk politik, med SF og Enhedslisten stående udenfor, og som så har al chance for at pege fingre af Socialdemokratiet,« siger han.
Ifølge Qvortrup vil der i midtermonsteret ikke være flertal til klassisk socialdemokratisk politik. Ingen Arne-pension 2.0 og ingen virksomheds- eller formueskat.
Derfor er »det en enorm risiko at løbe for Socialdemokratiet.«

»Sker det, tror jeg, at de får et ordentlig hak i tuden. De kan risikere at få helt ned til ti til femten procent ved næste valg, og SF vil vokse markant,« siger han.
K-formandens åbning for midterregingeren faldt søndag, efter Mona Juul (K) netop havde forladt forhandlinger med den kongelige undersøger Troels Lund Poulsen (V).
Forhandlinger, som næppe var præget af jubel eller aftaler om at indgå i den brede midterregering:
»Jeg tror heller ikke, at Venstre og Konservative synes det er fedt. De kan selvfølgelig få ministerbiler og få borgerlig politik igennem, men på sigt kan det også gøre ondt på dem. Men de holder muligheden åben,« siger han.