Et splittet SPD giver grønt lys til at forhandle med Angela Merkel om at danne en bred regering.

»Mon ikke Angela Merkel drog lettelsens suk,« siger Tysklands-eksperten Lykke Friis, som er prorektor ved Københavns Universitet, efter dramaet i Bonn søndag eftermiddag. Hun fulgte i går de tyske socialdemokraters kongres i Bonn i World Conference Center på Platz der Vereinten Nationen i Bonn.

Afstemningen blandt de 600 delegerede gav med 362 stemmer for og 279 imod grønt lys for, at partiets formand Martin Schulz indleder forhandlinger med forbundskansler Merkel om at danne en bred regering henover midten.

»Vi vil efter denne hårde debat forsøge at samle partiet igen,« lød reaktionen fra Martin Schulz til tysk tv, da stemmerne var talt op.

Ifølge Lykke Friis' vurdering var det en af den slags sejre, der sled hårdt, og det kunne ses på Martin Schulz.

»Selv om han fik det igennem, blev der dårligt klappet. Han står med et splittet parti, og man må sige at det er en svækket Martin Schulz, der nu skal i gang med at forhandle,« siger hun og tilføjer, at det egentlig var meget sigende, at det var hans højt profilerede partifælle og konkurrent Andrea Nahles, der vendte stemningen i salen med en brandtale. Noget Martin Schulz ikke selv formåede at gøre. Hans troværdighed har lidt et knæk, fordi han i flere måneder har ført en zigzag-kurs. På valgaftenen i september afvist han pure at gå i regering med Merkel igen. Nu griber han igen efter magten.

Socialdemokratiets politiske ordfører Nicolai Wammen mener, at det er en rigtig vigtig beslutning som SPD har taget i Tyskland.

»Der er nu mulighed for at danne en solid og også handledygtig regering, og det har betydning ikke alene for tyskerne, men for hele Europa, fordi Tyskland spiller den store rolle i EU, som de gør,« siger han.

Han mener ikke man skal tillægge det for stor betydning, at mange delegerede var skeptiske overfor, at SPD igen går i regering med Merkel. Valget i september var en katastrofe for SPD. Man har siden døjet med dårlige meningsmålinger, og mange socialdemokrater har foretrukket en hurtig død ved et valg, fremfor en langsom død som juniorpartner i en Merkel-regering.

»Det er ingen hemmelighed at der har været stor diskussion om det i SPD. Men nu har man trukket en beslutning, og jeg er glad for resultatet. Det kan medvirke til at give ro og stabilitet om tysk politik,« siger han.

Med de tyske socialdemokraters ja til at indlede egentlige regeringsforhandlinger er chancerne for at der kan dannes en ny tysk regering under Angela Merkels ledelse steget betydeligt. Efter det tyske valg i september forsøgte hun sig med en Jamaica-koalition bestående af FDP og De Grønne, men den faldt på gulvet. Herefter indledte hun sonderingsforhandlinger med Martin Schulz, og det er den 29 sider lange aftale, SPD-kongressen nu har godkendt som grundlag for de videre forhandlinger.

Når forhandlingerne er afsluttet, skal det endelige resultat godkendes af SPDs 450.000 medlemmer ved en urafstemning.

»Og den kan godt tage en måneds tid med breve frem og tilbage. Jeg tror ikke vi ser en ny tysk regering før efter påske,« siger Lykke Friis.