Mohamed varsler retssag mod Vad: 'Han er som en diktator'
Islamisten Mohamed Abdi Kahn vil slæbe Frederik Vad i retten. Frederik Vads svar lader ikke meget tilbage at misforstå.

Islamisten Mohamed Abdi Kahn vil slæbe Frederik Vad i retten. Frederik Vads svar lader ikke meget tilbage at misforstå.

Nu bliver konflikten mellem Mohamed Abdi Kahn og Socialdemokratiets værdiordfører Frederik Vad endnu mere betændt.
Den somaliske islamist siger til B.T., at han har besluttet sig for at anlægge sag mod folketingspolitikeren.
Og han holder sig ikke tilbage:
»Han er som en diktator, jeg flygtede fra.«
Baggrunden er Vads udtalelser i B.T.s podcast Borgerlig Tabloid, hvor han siger, at han vil have Mohamed Abdi Kahn ud af Danmark.
Samtidig vil han have myndighederne til at se på, om Mohameds egne udtalelser kan få betydning for hans opholdsgrundlag – blandt andet at hans seks børn ingen tilknytning har til Danmark.
Men ifølge islamisten, som mener, Koranen står over dansk lovgivning, og at små muslimske piger bør gå med tørklæde, går Frederik Vads udtalelser langt over grænsen.
»Min advokat er meget bekymret over, at en politiker siger, at han vil opfordre myndighederne til at se på min sag. Han har krydset en grænse,« siger han.
Hvem advokaten er, vil Abdi Kahn dog ikke oplyse. Han kan heller ikke fortælle, hvilken konkret lovbestemmelse Vad skulle have overtrådt.
Men er der noget, der på nuværende tidspunkt indikerer, at Frederik Vad direkte har påvirket din sag?
»Nej, men hvis Udlændingestyrelsen ringer til mig og siger: ‘Du har sagt det og det i B.T. – hvad mener du med det?’, så er det også en del af beviserne.«
Når der slet ikke er sket noget nyt i din sag, er det så ikke lige hurtigt nok at varsle en retssag mod Frederik Vad?
»Når jeg oplever, at en politiker krænker mine rettigheder og ytringsfrihed ved at opfordre myndighederne til at fratage mig min opholdstilladelse, så er det allerede en krænkelse. Det skal man ikke acceptere.«
Hvorvidt han vinder sagen, tør han dog ikke spå om.
‘Det er forrykt’
Frederik Vad afviser kritikken blankt:
»Først og fremmest er det Mohamed, der ønsker, at vi skal leve i et islamisk diktatur. Ikke mig,« siger han til B.T. og tilføjer:
»Vi er nødt til at forstå, hvilken islamistisk kraft vi er oppe imod her. Islamister som Mohamed har fundet Danmarks bløde bug.«
Er du bekymret for, at du juridisk er gået over en grænse?
»Nej. Hvis jeg er gået over en grænse, så kan ingen folketingsmedlemmer længere tage enkeltsager op eller stille spørgsmål til sager, der kommer frem i den offentlige debat.«
»Det er forrykt, for i Danmark er det en del af den politiske proces, at folketingsmedlemmer kan stille spørgsmål til enkeltsager,« tilføjer han.
Og netop dét har Vad i sinde at gøre:
»Jeg har planer om at stille spørgsmål til, hvordan myndighederne forholder sig til udtalelser, som reelt underminerer opholdsgrundlaget. For eksempel når Mohamed siger, at hans seks børn intet har med Danmark at gøre,« understreger værdiordføreren.
Du kan lytte til Borgerlig Tabloid på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast, Youtube eller ved at trykke 'lyt' herunder: