Mohamed Abdi Kahn har søgt permanent ophold i Danmark: 'Det er fuldstændigt forrykt'
Den muslimske debattør Mohamed Abdi Kahn har vakt voldsom forargelse med sine udfald mod det danske samfund. Nu forsøger han at sikre sig permanent ophold i landet.

Den muslimske debattør Mohamed Abdi Kahn har vakt voldsom forargelse med sine udfald mod det danske samfund. Nu forsøger han at sikre sig permanent ophold i landet.

Den opsigtsvækkende muslimske debattør Mohamed Abdi Kahn har søgt permanent ophold i Danmark.
Det viser et folketingssvar fra Integrations- og Udlændingeminister Morten Bødskov (S) til løsgænger Nadja Natalie Isaksen.
Noget tyder på, at den permanente opholdstilladelse kan være i sigte for Kahn, der blandt andet har gjort sig bemærket ved at kalde Danmark for et »lorteland« og et »sygt samfund.«
I hvert fald fremgår det af folketingssvaret, at han lever op til de sproglige krav, men at det har været beskæftigelseskravet, der tidligere har stået i vejen.
Men eftersom Mohamed Abdi Kahn i dag har oplyst, at han nu er i fleksjob og arbejder 15 timer om ugen, så kan dette bane vejen for opholdstilladelsen.
»Det er fuldstændigt forrykt, hvis han får permanent ophold i Danmark, med de holdninger og den foragt han har for Danmark. Det ville være en kæmpestor skandale,« siger Nadja Isaksen til B.T.

Kan det ikke være en demokratisk glidebane at gøre folks holdninger til et kriterium for, om man kan få permanent ophold, hvis de ellers lever op til kravene?
»Jeg ved ikke, om det skal være et decideret kriterium, men han er et strålende eksempel på en person, der ønsker, at Danmark skal være et helt andet land, og derfor kan det være relevant at kigge på de objektive krav,« siger hun og fortsætter:
»Med de holdninger han ligger for dagen, så bidrager han ikke til Danmark. Han gør alt det forkerte og udstiller, at kravene ikke er gode nok, hvis han får permanent ophold.«
Mohamed Abdi Kahn kom til Danmark i 2015 fra Etiopien. Han har selv fortalt, at han er politisk flygtning, og i 2017 blev han familiesammenført med sin kone. De har seks børn sammen.
På trods af sin ansøgning om permanent opholdstilladelse i Danmark har han også tiltrukket sig opmærksomhed ved at tilbyde at forlade Danmark, hvis han får 3,5 millioner kroner.
Mohamed Abdi Kahn bekræfter over for B.T., at han i 2026 har søgt permanent opholdstilladelse i Danmark.
»Jeg ansøgte tilbage i februar måned, men der var en formalitetsfejl, og så har jeg søgt nu formelt i juni.«
Hvad siger du til, at Nadja Isaksen kalder det 'forrykt', hvis du får opholdstilladelse?
»Vi har demokrati i Danmark, selvom jeg mener, at det fejler, men det har vi, og vi har menneskerettigheder, og man kan ikke dømmes på ens holdninger,« siger han og fortsætter:
»Jeg lever op til alle kravene, og når jeg gør det, så vil jeg benytte mine rettigheder, og derfor har jeg søgt permanent ophold, og bagefter vil jeg søge dansk statsborgerskab.«
Mohamed Abid Kahn fortæller, at hvis han bliver afvist på grund af sine ytringer, så vil han tage sagen videre til den europæiske menneskerettighedsdomstol.
Du er her som politisk flygtning. Hvorfor søge permanent ophold og ikke bare vente, til du kan tage hjem til Etiopien?
»Jeg regner ikke med, at vi rejser hjem på noget tidspunkt. Jeg er flygtet på grund af personlig politisk forfølgelse. Så kræver flygtningekonventionen, at der skal være varigt stabilt i ens hjemland, før man skal tage hjem, og det kan tage mange år.«
Vejen til permanent ophold for Mohamed Abdi Kahn er dog langtfra problemfri.
Selvom han i dag er i fleksjob, lever han ikke op til kravet om, at man som flygtning skal have været i fuldtidsarbejde i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år.
Dette burde dog ikke være en udfordring, fortæller han.
»Jeg har problemer med mit venstre ben, og på grund af FN's Handicapkonvention kan jeg få dispensation af udlændingestyrelsen i forhold til beskæftigelse. Man kan ikke afvise en borger på grund af handicap.«