Mogens Jensen og Mette Frederiksen havde alle muligheder for at rette deres ulovlige ordre til minkavlerne allerede søndag og mandag.

Fødevareminister Jensen undskyldte sig ellers på et samråd onsdag med, at 'tekniske problemer' var skyld i, at en ny mail til minkavlerne først blev sendt tirsdag. Nu har B.T. fået opklaret, hvad de såkaldte 'tekniske problemer' bestod i.

Minkfarmere over hele landet var søndag i gang med at hasteaflive deres mink, da det kom frem, at Mette Frederiksens ordre, om at alle mink uden for smittezonerne skulle slås ihjel, var ulovlig.

Det skabte kaos og forvirring, men alligevel skulle der gå to dage, før minkfarmerne modtog en ny mail om tirsdagen, hvor ordren blev omformuleret til en opfordring.

På et samråd onsdag forklarede Mogens Jensen, at han godkendte indholdet af den nye mail om mandagen, men at den altså først blev sendt tirsdag på grund af tekniske problemer.

Nu har B.T. modtaget skriftlige svar fra Fødevarestyrelsen om, hvad det gik ud på:

'Vi kunne ikke teknisk få adgang til mailinglisterne til minkavlerne mandag aften og måtte derfor vente med at sende det ud til tidligt tirsdag morgen.'

B.T.: Hvad var grunden til, at I ikke kunne få adgang til mailinglisterne?

'Rent teknisk kunne vi ikke få adgang til mailadresserne, og medarbejderen, der kunne løse det, var ikke tilgængelig,' uddyber styrelsen.

B.T.: Hvad var grunden til, at medarbejderen ikke var tilgængelig midt i denne krisesituation?

'Vi kommer det ikke nærmere.'

B.T.: Hvad er grunden til, at I ikke kan komme det nærmere?'

Her stopper svarene fra Fødevarestyrelsen.

At Mogens Jensen ikke sørgede for, at rettelsen kom ud søndag eller mandag, siger en del om regeringens ageren i sagen, mener Venstre:

»Det her viser, at statsministeren og hendes regering var komplet ligeglade med, at de havde brudt loven,« siger politisk ordfører Sophie Løhde, der påpeger, at Mogens Jensen havde andre måder at kommunikere på til minkavlerne end via mail:

»Mogens Jensen og Mette Frederiksen gad ikke engang udsende en pressemeddelelse eller holde et af deres utallige pressemøder,« siger hun og tilføjer:

»Det er utilstedeligt,« siger Sophie Løhde (V).
»Det er utilstedeligt,« siger Sophie Løhde (V). Foto: Emil Helms
Vis mere

»Hvorfor sagde statsministeren ingenting? Hun gav den ulovlige ordre. Det er utilstedeligt, at de ikke gør noget i den situation, hvor minkavlerne står i frustration og kaos med deres familier og mange tusinde medarbejdere, der havde behov for at få nogle klare svar.«

For et af regeringens støttepartier, Enhedslisten, er dette endnu en fejl i en uskøn proces.

»Det ser særdeles besynderligt ud. Det her er en alvorlig beslutning, der har stor betydning for en række borgere, og derfor bør informationen komme ud så hurtigt som muligt,« siger sundhedsordfører Peder Hvelplund.

Enhedslisten har kaldt Mogens Jensen i samråd torsdag 19. november. Efter samrådet vil Enhedslisten tage stilling til, om de fortsat har tillid til fødevareministeren.

Mogens Jensen har ingen kommentarer. Han afventer nu den redegørelse, der ventes færdig onsdag.