Den første danske Pegida-demonstration får besøg af Dansk Folkepartis Mogens Camre, som bebuder, at han vil deltage i den antiislamiske demonstration.

Tidligere EU-parlamentariker og nuværende byrådspolitiker i Gladsaxe Mogens Camre (DF) vil deltage i den første danske Pegida-demonstration, som løber af stablen på mandag i København og Aarhus. Det skriver Politiken.

Pegida er en omstridt antiislamisk bevægelse fra Tyskland, som i flere måneder har gennemført demonstrationer hver mandag i Dresden i Tyskland. Bevægelsen fik særligt opmærksomhed, da den tyske forbundskansler, Angela Merkel, i sin nytårstale advarede borgere om at deltage i demonstrationerne.

»Jeg har tænkt mig at møde op. Det er en på alle måder fredelig demonstration, og den finder sted herhjemme i anledning af begivenhederne i Paris i sidste uge. Jeg har indtryk af, at det er pæne og fredelige mennesker, der møder op,« siger Mogens Camre til avisen.

Udenrigsordfører i Enhedslisten Nikolaj Villumsen (EL) kritiserer derimod Mogens Camres beslutning om at deltage i den danske Pegida-demonstration.

»Det undrer mig meget, at et medlem af Dansk Folkeparti vil deltage i det her, som i mine øjne er meget ekstremt, og hvor man skal stå side om side med nogle ubehagelige typer, som vi desværre har set det i Tyskland og i Norge,« siger han til Politiken.

Den danske Pegida-bevægelse inviterede 5. januar politisk ordfører i Venstre Inger Støjberg (V) til at deltage i demonstrationen og til tale ved Den Lille Havfrue. I går valgte Inger Støjberg dog ifølge Politiken at takke nej til invitationen.