Der var i hvert fald én, der ikke var vildt overrasket, da Beskæftigelsesministeriet torsdag måtte indrømme en 'lille' regnefejl: Det er ikke ca. 12.000, der mister dagpengeretten de næste seks måneder. det er nok nærmere 23.000

Det er AK-Samvirkes direktør, Verner Sand Kirk, som i BT for nylig blev portrætteret i et stort interview med overskriften 'Mørkemanden'.

Det kalder man ham i Beskæftigelsesministeriet, Finansministeriet, DA og DI, hvor man er irriterede over hans dystre syn på akutjobbenes fremtid. Som direktør for A.kasserne er han nemlig en, medierne lytter til. Selv konstaterer han helt roligt, at han hele tiden har haft ret i sine forudsigelser. Og det gælder også nu.

- Vi har hele tiden peget på, at mange flere end det, regeringen skønnede, ville falde ud af dagpengesystemet. Sagen er jo, at VK-regeringen oprindeligt troede, at det var 2-4.000 danskere, der ville miste dagpengene - det skøn opjusterede den nye regering så op i sommers, da de erkendte, at det gik helt skævt, siger han.

- I forbindelse med akutpakken ved nytår kunne man se på de officielle optællinger, at der var 37.000, som ville miste dagpengene i første halvår af 2013, hvis ikke de kom i arbejde. Heldigvis er der nogen, der finder et arbejde, så tallet bliver noget mindre.

.- Det mener jeg dog, at man har kunnet se hele tiden. Man har jo kunnet se hele efteråret, at det bar den vej, så det er ikke nogen stor overraskelse, at tallene er blevet meget højere, end hvad regeringen skønnede i sommers.

- Alle de her stramninger - både af dagpenge og efterløn - er med til at tale krisen op, for folk bliver utrygge i forhold til fremtiden. Folk er blevet så utrygge, at de sparer hver ekstra krone op. Alle skattelettelser og efterlønspenge er blevet lagt under hovedpuden i stedet for at blive omsat i forbrug.

- Hvis man ikke vil se så mange ryge ud af dagpengesystemet, med risiko for at nogen af dem skal gå fra hus og hjem, så kan man enten lempe på de stramninger, man har lavet, som er så mange gange voldsommere end regeringen oprindeligt troede. Og så skal man finde nogle job, som de mennesker kan få, siger Verner Sand Kirk.





Verner Sand Kirk var i 19990erne rådgiver for arbejdsminister Jytte Andersen (S). Han var med til at lægge den strategi, der snød Uffe Ellemann-Jensen (V) og reddede en periode til til Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1998. Derefter blev han ansat som embedsmand i Arbejdsministeriet, og den nye beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V)  kunne med lethed have fyret ham, da han overtog ministeriet i 2001. Men det gjorde han ikke. Selv om Hjort havde været meget irriteret på ham i valgkampen i 1998, beholdt han Kirk - simpelthen fordi han kan sit kram med søjler og diagrammer.