Moderaterne kom ind som en politisk sensation ved folketingsvalget i 2022. 

Men der gik ikke længe, før succesen forvandlede sig til en stribe sager, der én for én bed sig fast i partiet. 

For Moderaternes første tid i Folketinget er i høj grad præget af adskillige skandalesager. I forbindelse med valgkampen 2026 giver B.T. dig overblikket over de tre største her. 

1. 'Du er smuk med den lækreste krop' 
De første sprækker viste sig hurtigt. Det drejer sig om adskillige nyvalgte kandidater, som forlod partiet, enten fordi sagerne væltede frem, eller fordi de selv trak stikket. 

Sagerne indebar blandt andet upassende beskeder til en ung kvinde fra ungdomspartiet og et forhold til en mindreårig. 

Først trak tidligere medlem Kristian Klarskov sig, efter det kom frem, at han havde pyntet rigeligt på sin erhvervskarriere.

I august 2023 meldte Jon Stephensen sig ud efter et længere forløb, hvor det kom frem, at han havde sendt upassende beskeder til en ung kvinde fra partiets ungdomsparti.

Han skrev blandt andet til den dengang 19-årige kvinde, at 'du virker klog', og 'du er smuk med den lækreste krop'. 

Og i november 2023 blev Mike Fonseca smidt ud, da det kom frem, at han var kæreste med en 15-årig pige.

Endnu en markant profil, Jeppe Søe, forlod også partiet. Hans exit havde dog en anden baggrund, som fører videre til næste sag. 

2. Klamme kommentarer, 'tyrannisk kultur' og chikane af kvinder
I august 2024 smed B.T. en bombe.

En gruppe medarbejdere rettede alvorlig kritik mod arbejdsmiljøet i Moderaterne og indberettede forholdene til myndighederne. I indberetningen lød det blandt andet: 

»Vi er mange, der håber på Arbejdstilsynets besøg i Moderaternes sekretariat. Men I skal vide, at mange af vores kollegaer er bange for at udtale sig. Primært fordi ledelsen er så tyrannisk, men også fordi vi er en arbejdsplads for magtfulde mennesker. Medarbejdere som os er lette at erstatte, hvis vi ikke makker ret.« 

Sagen kastede Moderaterne ud i sit største stormvejr. Vælgerne flygtede, tilliden til Lars Løkke raslede ned, og den tog også flere hoveder med sig. 

Blandt andre den daværende kommunikationschef Ulla Østergaard og partisekretær Kirsten Munch Andersen. 

3. Forsøg på at købe folketingsmandat 
Selv efter eksklusionen i november 2023 fortsatte folketingsmedlem Mike Fonseca med at spøge i partiet. 

I juni 2025 kunne Frihedsbrevet afsløre, Lars Løkke Rasmussen havde forsøgt at købe Mike Fonsecas mandat. 

Ifølge optagelsen tilbød Løkke omkring 370.000 kroner samt psykologhjælp og krisehåndtering, hvis Fonseca overlod sit folketingsmandat til sin suppleant i stedet for at fortsætte som løsgænger.

»Den største lykke, der kunne ske nu, er, at vi laver det her, og at der aldrig er nogen, der hører om det,« sagde Lars Løkke i lydfilen. 

Mike Fonseca sagde pænt nej tak. 

Efterfølgende blev Løkke beskyldt for at bryde grundloven, og sagen endte i Folketingets præsidium. Folketingets lovsekretariat vurderede dog, at grundloven ikke var brudt.

Da Lars Løkke Rasmussen i TV 2-dokumentaren »Udenrigsministeren« får at vide, at lydoptagelsen er lækket, siger han følgende: 

»Kan man høre mig sige: Er du en voksen mand? Det er et narrativ, de vender rundt. Normalt ville medierne pille ham fra hinanden. Nu vil de pille Moderaterne fra hinanden.«

I valgkampen 2026 beskyldte Jon Stephensen ligeledes Lars Løkke og hans tidligere parti for at have tilbudt ham 1,3 millioner kroner for at opgive sit mandat.

Lars Løkke har afvist at kommentere beskyldningerne fra sin tidligere partifælle. 

»Jeg kan sige med sikkerhed, at jeg ikke har haft nogen som helst kontakt med Jon udover den ene, at jeg tager det fulde ansvar for at have sagt til Jon Stephensen, at med den opførsel, han udviste – som var totalt kritisabelt – så var han ikke velkommen i vores parti,« har han fortalt til TV2.

Du kan følge med i valgkampen og slagets gang i dansk politik i B.T.s liveblog HER.