Mens flere organisationer argumenterer for at hæve grænsen for fri abort, så er omkring halvdelen af danske kvinder imod.

Modstanden er ikke nær så stor blandt mændene. Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet YouGov har lavet for B.T.

Den nuværende grænse betyder, at kvinder helt frit kan få abort før udløbet af 12. graviditetsuge. Efter uge 12 kræver det en særlig tilladelse fra et offentligt abortsamråd at afbryde graviditeten, som man kan søge om at få afbrudt frem til cirka uge 22.

Har du oplevet at få afslag på en anmodning om abort? Så hører vi meget gerne fra dig på mail, toft@bt.dk. Din henvendelse vil blive behandlet i fortrolighed.

I målingen fra YouGov svarer 44 procent af kvinderne, at grænsen for fri abort bør forblive ved 12. graviditetsuge. Seks procent af kvinderne svarer, at grænsen for fri abort bør sænkes, mens to procent er helt imod fri abort.

Hos mændene er det til sammenligning kun 36 procent, der er imod at hæve abortgrænsen - enten fordi de vil bevare den nuværende grænse, sænke grænsen eller helt er imod fri abort.

Markant flere mænd end kvinder er i tvivl om, hvor grænsen for fri abort skal ligge. Blandt mændende svarer 33 procent, at de er i tvivl, mens det kun gælder for 19 procent af kvinderne.

Debatten om abortgrænsen blussede for nylig op, da organisationen Sex og Samfund meldte ud, at den ønsker at få hævet grænsen for fri abort til 18. graviditetsuge.

Modstanden fra omkring halvdelen af de danske kvinder i den nye måling rykker ikke ved Sex og Samfunds holdning.

»Nej, det får os ikke til at ændre det, vi kæmper for. Men vi er klar over, at det er et svært emne, og der er mange følelser omkring det,« siger Maria Lindhardt, politisk chef for Sex og Samfund.

»For os er det først og fremmest et spørgsmål om rettigheder, og her mener vi, at det rigtige er, at en kvinde har al mulig evne til at tage et velovervejet valg over sin egen krop.«

Sex og Samfund er en del af den nystiftede 'Alliancen for fri abort', der i anledningen af 50-året for fri abort i Danmark vil »genstarte samtalen« om abortreglerne.

Også Etisk Råd er nu i gang med at gennemgå reglerne med en tættekam.

Maria Lindhardt fra Sex og Samfund kalder tallene fra den nye måling »fine«, fordi færre end ved tidligere undersøgelse svarer, at de ikke ved, hvad de mener om spørgsmålet.

»Færre er i tvivl, og det er positivt efter kun halvanden måneds samtale om det her. «

Hun har ikke en endegyldig forklaring på, hvorfor flere kvinder end mænd har taget stilling imod at hæve grænsen, men hun har et bud:

»Måske er det fordi, der er mere på spil for kvinder. Det er i bund og grund en kvindes krop, det handler om.«

Maria Lindhardt tror også, at forklaringen på, hvorfor der ikke er flere, der ønsker at hæve grænsen, kan være manglende viden om de konkrete regler for abortsamråd og ankenævn.

»Vi har tidligere analyseret os frem til, at rigtig mange ikke har viden om, hvordan de nuværende regler er,« siger Maria Lindhardt.

Langt de fleste kvinder får godkendt deres anmodninger om sen abort efter 12. graviditetsuge hos de regionale abortsamråd. Får man afslag, kan man anke til Abortankenævnet.

I den seneste rapport fra ankenævnet fra 2021 ankede 38 kvinder deres afslag. Seks fik omgjort deres afslag.

Maria Lindhardt anerkender dog, at mere viden ikke nødvendigvis vil ændre kvindernes holdning til spørgsmålet.

»Jeg siger ikke, at de nødvendigvis vil ændre mening. Men for os er det vigtigste, at man tager stilling, og at vi tager snakken, og tør have debatten.«