En mindre bombe har søndag aften ramt Jon Stephensen og partiet Moderaterne.

Den kommer i form af et anonymt øjenvidne med en sprængfarlig lydfil, der ifølge kilden, som Børsen har talt med, skulle vise, at Jon Stephensen forfalsker en underskrift.

Den anonyme kilde fortæller ifølge Børsen, at han så det nuværende folketingsmedlem Jon Stephensen skrive under i bestyrelsesmedlem Jakob Høyers navn, og at han optog det med sin telefon.

»Jeg har ikke læst artiklen i Børsen, så jeg kender ikke til lydfilen,« siger Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, søndag aften til B.T.

Jon Stephensen har flere gange afvist at have forfalsket Jakob Høyers underskrift. Det fastholder han også over for Børsen, der skriver, at de har forelagt Jon Stephensen lydfilen samt den anonyme kildes fulde navn.

Alligevel er det altså ikke en lydfil, som Henrik Frandsen ifølge eget udsagn har hørt om.

»Jeg har ikke noget at sige til sagen. Jeg holder mig til det, som vi har sagt en gang. Det er et forhold mellem Jon Stephensen og Henning Dyrmose,« lyder det fra gruppeformanden.

Kendte du til lydfilen, inden den blev bragt i Børsen, og har Jon Stephensen orienteret dig om den?

»Det er ikke en, som jeg personligt kender til, nej. Det kan man jo ikke, når man ikke har fortalt det til nogen,« svarer Henrik Frandsen.

Kan han fortsætte som folketingspolitiker for Moderaterne?

»Det har jeg ikke nogen mening om, og det har jeg sagt tidligere,« slutter gruppeformanden.

På lydfilen kan man høre en stemme, der lyder som Jon Stephensens, sige navnet Jakob Høyer. Man kan høre, at der bliver skrevet på et stykke papir. Så bliver der sagt:

»Det ser meget godt ud, ikke?«.

Jon Stephensen fastholder i et skriftligt svar over for Børsen, at han ikke har forfalsket underskriften:

»Jeg skal gentage, hvad jeg har sagt, siden jeg første gang hørte om underskriften 23. maj 2022, at jeg ikke i 2017 har skrevet under på det pågældende referat. Jeg har intet motiv og har altid sørget for, at de personer, der skal skrive under, selv har skrevet under. Jeg agter ikke at føre min verserende sag i medierne. Sagen skal gennemføres ved domstolene.

Aveny-Ts bestyrelsesformand, Henning Dyremose, anklagede i februar Jon Stephensen for at have forfalsket en underskrift i sin tid som teaterdirektør.

En anklage, som Jon Stephensen flere gange har afvist, og som han har krævet 100.000 i erstatning for i et injuriesøgsmål.

Flere eksperter i grafologi har tidligere i B.T. vurderet, at en forfalsket underskrift på et dokument til Aveny-Ts bestyrelse bærer en hel del ligheder med Jon Stephensens underskrift.

Ifølge grafolog Per F. Andersen er den øverste underskrift forfalsket. Det viser en sammenligning med Jakob Høyers andre underskrifter.
Ifølge grafolog Per F. Andersen er den øverste underskrift forfalsket. Det viser en sammenligning med Jakob Høyers andre underskrifter.
Vis mere

B.T. arbejder på en kommentar fra udenrigsminister og Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen.