Partisekretær i Moderaterne, Kirsten Munch Andersen, indkalder nu til et internt møde i Moderaterne, der finder sted på mandag.
Det sker efter B.T.s afsløringer fredag om blandt andet mobning og sexisme i partiet.
»De er nødt til at melde noget ud, for ellers var det stukket helt af,« siger B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
Derudover peger den politiske analytiker på, at det er bevidst spil fra partiets side, at det netop er partisekretæren og ikke Lars Løkke, der træder frem og indkalder til mødet.
»Det er helt bevidst, at de kører partisekretæren frem i søgelyset i stedet for Caroline Stage og Lars Løkke, men det er naivt at tro, at han (Løkke red.) kan holde sig udenfor i denne sag. Det begynder at blive farligt for Moderaterne, hvis deres politikere går ud og beklager sig, for så ryger de andre partifæller for alvor i vælten« siger han.
Tidligere i dag har flere fremtrædende figurer i partiet været ude at kommentere på sagen. Blandt andre folketingsmedlem Karin Liltorp, der kræver en uvildig undersøgelse af sagen.

Derudover har Jeppe Søe, der også er medlem af folketingsgruppen, sendt en intern mail til en række medlemmer i partiets hovedbestyrelse.
»Nu rammes vi af en organisatorisk sag, der, efter min bedste overbevisning og erfaring, vil smadre partiet totalt og trække flere med i faldet.«
Og netop politikernes indblanding, mener Henrik Qvortrup kan blive skadende for partiet:
»Der har allerede været en række moderater, der har kommenteret sagen og været enige i den klage, der er blevet indsendt til Arbejdstilsynet.«
»Så forsøget på at inddæmme sagen er komplet mislykket,« pointerer Henrik Qvortrup.
Moderaternes partisekretær, Kirsten Munch Andersen, har lørdag aften udtalt til DR, at hun ikke kan genkende det billede, der bliver tegnet i medierne, men påpeger, at hun endnu ikke har set henvendelsen til Arbejdstilsynet.
Du kan følge med i B.T.s livedækning af sagen HER.
