Der er lagt op til en akavet stemning, når forsvarsminister Trine Bramsen torsdag klokken 15 holder pressemøde i Kommandantgården på Kastellet i København.

Her skal hun sammen med V, DF, R, K og LA præsentere en ny politisk aftale om indsatsen i Arktis, men tre af deltagerne har meget svært ved at se, hvordan Bramsen overhovedet kan fortsætte som minister.

Den ene mener endda, at hun allerede nu bør forlade posten:

»Mistilliden mellem officererne og ministeren er for stor. Statsministeren bør skifte forsvarsministeren ud. Der er rigtig dårlig stemning,« siger Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Søren Espersen.

DF er på et møde med alle partiets folketingsmedlemmer torsdag morgen nået frem til, at Trine Bramsen bør gå af.

Presset på Trine Bramsen er steget efter en tiltagende kritik, der onsdag kulminerede med et indlæg i Berlingske, hvor en række soldaterfagforeninger skrev, at hun grundlæggende mangler forståelse for, hvad Forsvaret er.

Særligt Bramsens nye definition af den nyudnævnte forsvarschef, Flemming Lentfer, som en 'styrelseschef' vækker harme hos fagforeningerne.

Samtidig betyder Bramsens topstyring af Forsvaret, at officerer og ledelse har fået mundkurv på, mener Niels Henrik Tønning, formand for officerernes fagforening (HOD).

Trine Bramsen bør ifølge Niels Tønning ikke bruge ordet 'styrelseschef' om forsvarschefen.
Trine Bramsen bør ifølge Niels Tønning ikke bruge ordet 'styrelseschef' om forsvarschefen. Foto: Christian Liliendahl
Vis mere

»Udfordringen er, at hvis man vil vide, hvad der foregår i Forsvaret, så er man nødt til at følge ministeren på Twitter, for der er ikke andre, der kommunikerer om det. Det er ikke, fordi de ikke vil. Det er jo, fordi der er en forventning om – måske også skriftligt – at de ikke kan kommunikere, uden at ministeren har godkendt det,« sagde Niels Henrik Tønning onsdag i et interview med B.T.

Da Tønning onsdag aften var i 'Deadline' på DR2, mente han dog stadig, at samarbejdsproblemerne mellem Forsvarets ansatte og ministeren kan løses.

Søren Espersen, er det ikke bedre at lade dem løse det?

»Nej. Løbet er kørt. Vi skal have et fuldstændig godt, loyalt og trygt samarbejde mellem ministeren og Forsvarets ledelse. Det har vi ikke i øjeblikket,« siger han.

De Konservative, der også deltager på pressemødet klokken 15, mener også, at det er på tide, at statsminister Mette Frederiksen bør overveje at udskifte Bramsen.

»Det er svært for Trine Bramsen at genoprette tilliden. Derfor bør statsministeren kigge på ministeren – kan hun opretholde den tillid, der skal være mellem en forsvarsminister og soldaterne? Vi er i hvert fald meget bekymrede,« siger forsvarsordfører Niels Flemming Hansen (K).

Venstre vil nu afkræve Mette Frederiksen svar på, om Trine Bramsen kan fortsætte som minister.

»Situationen er meget alvorlig. Jeg er meget bekymret over den mistillid i Forsvaret, som der er til ministeren og ministerens ageren,« siger forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt, der kalder statsministeren i Folketingssalen med følgende spørgsmål:

'Har statsministeren fortsat tillid til sin forsvarsminister, der tilsyneladende er i konflikt med både Forsvarets chefer og soldater?'

Følg pressemødet live klokken 15 på bt.dk.