Justitsministeren foreslår, at de tre oprindelige medlemmer af Tibetkommissionen skal genudpeges.

København. Det bør undersøges, om Rigspolitiet med forsæt har forsøgt at skjule oplysninger for Tibetkommissionen.

Sådan lød kravet fra en række politikere over for Jyllands-Posten, efter at Rigspolitiet i sidste uge oplyste, at man ved en såkaldt rutinemæssig serverkontrol havde fundet en række e-mails med relation til Tibetsagen.

E-mails som Tibetkommissionen ikke i første omgang fik udleveret. Miseren var medvirkende til, at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) besluttede at nedsætte Tibetkommissionen på ny.

Men spørgsmålet om, hvordan myndighederne håndterede at udlevere materiale til den første Tibetkommission, skal kun måske granskes.

Sådan lyder i hvert fald forslaget fra justitsministeren til et kommissorium for den gennedsatte kommission.

- Når undersøgelsen er afsluttet, vil der på baggrund af kommissionens beretning (...) blive taget stilling til, om der er grundlag for at iværksætte en undersøgelse af de undersøgte myndigheders håndtering af udleveringen af materiale til Tibetkommissionen, hedder det.

Står det til Justitsministeriet, skal den nye kommission bestå af de samme tre medlemmer som den oprindelige Tibetkommission.

Det vil sige landsdommer Tuk Bagger, advokat Ole Spiermann og professor, dr.jur. Michael Hansen Jensen.

Tibetkommissionen blev nedsat i 2015 og afgav sin betænkning i 2017. Men siden kom det frem, at kommissionen ikke havde fået udleveret alt relevant skriftligt materiale.

Derudover har politifolk stået frem hos DR og Berlingske og fortalt, at det i årevis har været praksis at skærme officielle besøg fra Kina fra demonstranter.

Det var netop en sag om en demonstrationer ved officielle kinesiske besøg, der var årsag til, at den første Tibetkommission blev nedsat.

Den oprindelige undersøgelse drejede sig om tre kinesiske besøg i 2012, 2013 og 2014.

Ved det første begik politiet klare brud på både Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, fastslog kommissionen i december sidste år.

Borgere blev hindret i at ytre sig og i at demonstrere. Politifolk forsøgte at gøre en demonstration usynlig for den besøgende præsident og tog også tibetanske flag fra flere mennesker.

Ansvaret herfor blev placeret hos to ansatte i Københavns Politi. Men kommissionen fandt ikke grundlag for at antage, at ministre eller ansatte i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Statsministeriet eller i politiets øverste ledelse havde kendskab til ordrerne.

/ritzau/