Misbrug af CPR-adgang stod på i ti dage: Minister erkender svigt
Uvedkommende fik adgang til oplysninger om 8,8 millioner personer. Sikkerheden var dårlig ifølge minister.

Uvedkommende fik adgang til oplysninger om 8,8 millioner personer. Sikkerheden var dårlig ifølge minister.

Uvedkommende fik gennem omkring ti dage i september adgang til CPR-oplysninger om 8,8 millioner personer ved at misbruge en mindre dansk virksomheds adgang til registret.
Det oplyser digitaliseringsminister Christina Egelund (M) til Ritzau, efter at myndighederne mandag har offentliggjort, at uvedkommende har fået adgang til oplysninger om levende, døde, udrejste og andre personer.
- Det er tydeligt for mig, at sikkerhedsforanstaltningerne omkring denne virksomheds adgang til CPR ikke har været gode nok, siger hun.
Oplysningerne omfatter blandt andet navne, adresser og CPR-numre. Der er seks millioner borgere i Danmark, men oplysningerne omfatter både levende, døde og personer, der er flyttet til udlandet.
Ministeren beder alle borgere være agtpågivende og passe bedre på den kommende tid. Hun erkender, at det i yderste konsekvens - hvis det ryger i hænderne på kriminelle - kan styrke kriminelles mulighed for at fuske og stjæle.
- Jeg vil ikke lægge skjul på, at det er en alvorlig hændelse, som vi tager meget alvorligt. Så ja, det erkender jeg, og derfor er det vigtigt, at alle har øjne og ører ekstra på vagt, siger hun.
- Som danskere skal vi udvise en større skepsis, end vi normalvis gør over for hinanden, hvis man bliver kontaktet af nogen, som kender ens navn, adresse og CPR-nummer, siger hun.
Ifølge ministeren blev den usædvanlige aktivitet opdaget af en medarbejder i CPR-administrationen fredag den 2. oktober. Lørdag tegnede der sig et tydeligere billede af, at der var tale om en sikkerhedshændelse.
- Det er en alvorlig hændelse. Det burde ikke kunne ske. Det er sket, og det må vi så agere efter og håndtere, siger Christina Egelund.
Virksomheden havde lovlig adgang til at søge oplysninger i CPR, men adgangen blev misbrugt af uvedkommende. Den er nu lukket.
Ministeren erkender, at de røde lamper burde lyse, når det er sket over så lang en periode.
- Det er jeg enig i. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det også er tydeligt for mig, at de sikkerhedsforanstaltninger, som bør være omkring denne type adgang, ikke har været solide nok, siger hun.
Hun vil af hensyn til efterforskningen ikke fortælle mere om, hvorvidt myndighederne har indsigt i, om virksomhederne har kriminelle hensigter.
- Det kan jeg ikke kommentere af hensyn til den pågående efterforskning, siger hun.
Det er endnu for tidligt at sige, om vi skal have nye CPR-numre ifølge ministeren.
- Altså, jeg har bedt om en grundig sikkerhedsevaluering af hele CPR-systemet og hvad der skal til, for at vi får et mere sikkert system i fremtiden.
- Om det betyder, at alle skal have nye CPR-numre, eller om det er andre ting, der skal til, det er for tidligt at sige, men jeg udelukker selvfølgelig ikke noget på forhånd, siger hun.
Ministeren har indkaldt ordførerne til en orientering mandag.
Der kan i øvrigt søges hjælp og vejledning på sikkerdigital.dk og Cyberhotline for digital sikkerhed på telefon 33 37 00 37.
RITZAU