»Er det rigtigt?« Mint har svært ved at forstå, at hun inden for kort tid kan vende tilbage til Danmark.

»Ja, ja, ja, den er god nok,« siger Frank Thøgersen på en halvsløj videosamtale fra Køge.

Mint har netop afsluttet nogle prøver på den skole i Thailand, som hun har gået i siden april, da hun får et uventet opkald fra Danmark.

Hele dagen har hun siddet og svedt over prøverne. Og imens har hendes papfar, Frank Thøgersen, hele formiddagen svedt over, at han nu endelig kunne ringe og give hende den nyhed, han i så mange måneder har håbet på kom.

Mint smiler. Denne selfie har hun netop sendt til B.T.
Mint smiler. Denne selfie har hun netop sendt til B.T.
Vis mere

»Her i går har de valgt en ny regering, og det betyder, at du meget snart kan komme tilbage til Danmark og være sammen med mig og Malick og gå i skole,« siger Frank Thøgersen til Mint.

Mint har i første omgang svært ved at forstå, hvad det præcis betyder.

»Er det rigtigt?« spørger hun flere gange. Frank Thøgersen forsikrer hende om, at ja, det er rigtigt.

»Det er meget dejligt,« lyder det så endelig fra Mint.

»Så skal du hjem til kolde Danmark. Har du noget varmt tøj?« driller han. Det kolde vejr bekymrer hende dog ikke spor – hvilket jo heller ikke ligefrem er en reel bekymring i dagens 30 graders hede.

Hun er heller ikke i tvivl om, at hun nok skal blive taget godt imod hjemme i Danmark igen.

»Din klasse glæder sig til at se dig,« siger Frank Thøgersen.

»Ja, selvfølgelig,« svarer Mint. Klassen annoncerede tidligere onsdag formiddag, at de ville holde en fest for Mint, når hun kom hjem.

Hvornår det så præcis bliver, ved hverken Mint, klassen, hendes papfar eller politikerne endnu. Frank Thøgersen håber dog, at Mint kan komme med hjem den 5. august, når hendes mor, Ratree, har en billet til Danmark.

»Det ville jo være … Så kunne vi endelig være sammen allesammen,« siger han.