»Ingen tvivl om, at Minkkommissionen er blevet vildledt.«
Sådan lyder reaktionen nu fra Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne efter B.T. søndag kunne afsløre et hidtil ukendt notat fra Statsministeriet.
Peter Skaarup står langt fra alene.
Politikere fra begge sider af det politiske spektrum langer mandag formiddag hårdt ud efter regeringen – og afkræver en forklaring fra statsminister Mette Frederiksen (S).
Oplysningerne i notatet modsiger nemlig direkte myndighedernes forklaring i sagen om Mette Frederiksens slettede sms'er.
Forsøget på genskabe beskederne blev stoppet af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), der i sin udtalelse begrundede det med, at 'tilknyttede PC'er og MAC's, som kan have taget back up af mobiltelefoner mv.- er blevet sendt til Rigspolitiet.'

Dermed ville FE ikke kunne gøre mere end det, politiet havde forsøgt, lød det.
Men notatet fra Statsministeriet afslører, at der blev fundet en computer med en backup-fil fra en enhed tilhørende Pelle Pape. Den blev aldrig undersøgt af politiet.
Pelle Pape er en af Mette Frederiksens topembedsmænd og var sammen med Mette Frederiksen en af de fem centrale figurer, der havde slettet sine beskeder under minksagen.
Beskeder, som Minkkommissionen krævede genskabt og udleveret.
Alligevel blev computeren altså ikke sendt til undersøgelse hos politiet, hvilket har fået tre eksperter til at kritisere forløbet.
Mette Frederiksen afviser kritikken. Hendes svar vender vi tilbage til.
Ifølge Peter Skaarup er afsløringen »oprørende.«
»Det rejser meget alvorlige spørgsmål om både sagsforløbet og respekten for retsstaten,« udtaler han og fortsætter:

»Intet må holdes skjult, og intet må fejes ind under gulvtæppet.«
Peter Kofod fra Dansk Folkeparti følger trop:
»Det viser jo bare, at regeringen ikke har rent mel i posen. Igen igen er der noget i den her sag, der lugter. Det skal undersøges til bunds!«
B.T. og Berlingske spurgte søndag forsvarsminister og Venstre-formand Troels Lund Poulsen, om han vil rette udtalelsen fra FE, som ligger på Forsvarsministeriets hjemmeside.
Han svarede:
»Det er ny oplysning for mig, og jeg er derfor ikke vidende om den konkrete sag. Sagens sammenhæng må Statsministeriet forklare.«
På det sociale medie X reagerede Enhedslistens Peder Hvelplund også på afsløringen søndag:
»Helt uforståeligt, at et flertal i Folketinget fortsat afviser undersøgelse om oplysninger, der kunne være tilgået Granskningskommissionen, blev tilbageholdt,« skriver han og fortsætter:
»Når en kommission efterspørger oplysninger, skal myndigheder naturligvis gøre sit ypperste for at fremskaffe dem.«
Også hos Liberal Alliance er man stærkt kritisk – omend partiets ordfører på sagen ikke har meget tiltro til, at retfærdighed, ifølge ham, sker fyldest.
»Vi kommer ikke til bunds i denne sag, så længe et flertal i Folketinget holder hånden over Mette Frederiksen,« siger Ole Birk Olsen (LA) mandag til B.T.
Han mener, at der er brug for et nyt folketing efter næste valg, så Mette Frederiksen ikke sidder for bordenden i regeringen:
»Hun har et flertal bag sig, som beskytter hende mod en tilbundsgående undersøgelse og tillader hende og hendes ministre at svare uden om, når der stilles kritiske spørgsmål til Mette Frederiksens minkskandale.«
Mandag kunne noget godt tyde på, at Ole Birk Olesen er kommet et skridt tættere på at få sit ønske opfyldt.
En ny måling giver nemlig blå blok flertal, mens Socialdemokratiet er gået svimlende 11 procentpoint tilbage.
B.T. har forelagt udtalelserne fra de tre partier for Statsministeriet. Her ønsker man ikke at kommentere kritikken.
Mette Frederiksen afviste søndag i en skriftlig kommentar kritikken fra eksperterne.
Hun udtalte:
»Jeg har bedt Statsministeriet udlevere alt det materiale, der var muligt. Det omtalte dokument, som Statsministeriet har oversendt til Folketinget, bekræfter, at der blev undersøgt computere.«
Sådan lød det fra statsministeren søndag med henvisning til notatet, som hun valgte at sende til Folketinget samme dag, som B.T. og Berlingske fik det udleveret via aktindsigt.

