Minkavler Walther Christiansen er på ingen måder nogen glad mand.

»Vi har søgt om nedlukningserstatning, for vi kommer ikke til at åbne minkfarmen op igen. Det er min far og bror og jeg, som har bygget det her op, rigtig triste over,« siger han over telefonen fra Sæby i Nordjylland.

1. april var minkavlernes sidste chance for at søge om erstatning, efter regeringens meget omtalte nedlukning af erhvervet i november 2020.

Helt konkret skulle minkavlerne vælge mellem nedlukningserstatning, hvis forventningen er helt at lukke minkfarmene eller såkaldt 'dvalekompensation', hvis de vil fortsætte driften, når minkavl igen bliver tilladt i Danmark.

I håb om at opnå en god vurdering af minkgården, sørger Walther Christiansen stadig for at holde pænt og vedligeholde. Foto: Camilla Bøgeholt Lund
I håb om at opnå en god vurdering af minkgården, sørger Walther Christiansen stadig for at holde pænt og vedligeholde. Foto: Camilla Bøgeholt Lund
Vis mere

Og lørdag morgen er det kommet frem, at i alt 1246 af landets minkavlere har valgt at søge om nedlukningserstatning.

Præcis som Walter Christiansen har valgt at gøre.

Modsat har kun 13 minkavlere søgt om 'dvalekompensation'.

En hurtig brug af lommeregneren viser altså, at for hver minkfarmer, der vil genåbne, vil 95 forblive lukket.

Udover sanktbernhardshunden, Bjørn, som trofast ligger ved sin ejers side, er der tomt på minkgården i Sæby i Nordjylland.
Udover sanktbernhardshunden, Bjørn, som trofast ligger ved sin ejers side, er der tomt på minkgården i Sæby i Nordjylland. Foto: Camilla Bøgeholt Lund
Vis mere

Walther Christiansen har siden aflivningen af sine 30.000 mink, især brugt hverdagen på at holde de mange tomme bure rene og rustfri.

Men nok er nok.

»Det bliver for dyrt og vanskeligt at starte minkfarmen op igen. Men nu må vi se, hvad nedlukningserstatningen bliver,« siger han.

Han kommer med hårdt angreb på statsminister Mette Frederiksen for at sætte aflivningen i gang af hensyn til folkesundheden.

Sidste år kom det frem, at der manglede lovgrundlag for at aflive de mange millioner mink, og lige nu er Minkkommissionen ved at undersøge, hvem der vidste hvad.

Det piner dog Walther Christiansen mest, at minkfarmerne slet ikke blev hørt, inden beslutningen om aflivning blev truffet.

»Mette Frederiksen har splittet vores erhverv ad. Jeg håber ikke, andre mennesker skal igennem sådan en behandling. Der tages beslutning uden at lytte til dem, der har forstand på det,« siger han og tilføjer:

»Det er politisk arrogance, og jeg synes, at det piner mig mest.«

Hvad har du så tænkt dig at gøre nu?

»Jeg ved det ikke. Hvad synes du?,« spørger han.

Jeg er jo B.T.- journalist og ikke en rådgiver for minkfarmere …

»Vi har snakket om at sætte solceller op på farmen, men vi har undersøgt det, og meldingen er, at vi skal holde fingrene fra det,« siger han.

Så ergo er fremtiden for Walther Christiansen mere end usikker.