»Jeg synes, at vi bliver gjort til grin,« siger forhenværende minkavler Walther Christiansen fra Sæby i Nordjylland.

Statsministeriet kunne fredag meddele, at ministeriet tilbagekalder den disciplinære advarsel, som departementschef Barbara Bertelsen blev tildelt den 24. august 2022 i forbindelse med minksagen.

Også Justitsministeriets departementschef Johan Legarth og afdelingschef Anne-Mette Lyhne Jensen fik tilbagetrukket deres advarsler.

»Jeg synes simpelthen, at de har behandlet os så dårligt, som man overhovedet kan,« fortæller Walther Christiansen som reaktion på, at kritikken af Barbara Bertelsen, Johan Legarth og Anne-Mette Lyhne Jensen bortfalder.

Minkavler Thorbjørn Jepsen ønskede ikke at lukke politiet ind på sin minkfarm i Gjøl i Nordjylland 9. oktober 2020, så politiet var nødsaget til selv at finde en vej ind.
Minkavler Thorbjørn Jepsen ønskede ikke at lukke politiet ind på sin minkfarm i Gjøl i Nordjylland 9. oktober 2020, så politiet var nødsaget til selv at finde en vej ind. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Heller ikke forhenværende minkavler og formand for Danske Minkavlere Tage Pedersen synes, at det er på sin plads, at advarslerne nu frafaldes.

Hvad tænkte du, da du hørte det?

»Ikke noget godt,« fortæller Tage Pedersen og tilføjer:

»Der er ingen grund til at have en minkkommission, hvis man pisser på den bagefter. Så er det spild af skatteborgernes penge.«

I en pressemeddelelse skriver Tage Pedersen også, »at både minkavlere og alle andre borgere her i landet er ved at brække sig over trængslen ved håndvasken.«

At minkavlerne er utilfredse med dagens udfald kommer ikke bag på Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne.

»Deres retsfølelse må virkelig kunne ligge på et meget lille sted efter dagens begivenheder,« siger han.

Han henviser i øvrigt til, at flere partier gik til valg på, at der skulle foretages en advokatundersøgelse som følge af Minkkommissionens konklusion, men da Venstre og Moderaterne gik i regering med Socialdemokratiet, frafaldt opbakningen til sådan en undersøgelse.

»Alt det sammenlagt betyder, at ingen har et ansvar nu. Det er meget kritisk for retsfølelsen i Danmark,« afslutter han.