Det blev ikke natten til torsdag, at minkavlere fik at vide, hvordan de kompenseres for masseaflivning.

Forhandlinger i Erhvervsministeriet om kompensation til minkavlere har ikke resulteret i en aftale endnu.

Det oplyser SF-formand Pia Olsen Dyhr og De Konservatives Rasmus Jarlov på det sociale medie Instagram natten til torsdag.

I løbet af aftenen og natten har blandt andre Pia Olsen Dyhr og Enhedslistens erhvervsordfører, Victoria Velasquez, på det sociale medie delt billeder af, hvordan de fra hjemmearbejdspladser har forhandlet til langt over midnat.

- Håber, vi snart lander noget for minkavlernes skyld, sundheden og dansk økonomi, skriver Olsen Dyhr klokken 02.11 på sin Instagram-historie og konkluderer, at hun er "færdig for i nat".

Forhandlingerne, som foregår i regi af Erhvervsministeriet, står til at blive genoptaget torsdag, oplyser Rasmus Jarlov.

Folketingets partier forhandlede også sent onsdag om kompensation til minkavlerne i Danmark, som for manges vedkommende står til at miste deres livsgrundlag.

Det står klart efter regeringens beslutning om, at alle mink i Danmark skal aflives for at undgå omfattende smitte med muteret coronavirus.

Beslutningen blev meldt ud onsdag i sidste uge på et pressemøde med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen.

Siden har det vist sig, at der ikke var et lovgrundlag for at kræve, at alle mink skal aflives.

Fredag i sidste uge lød det fra erhvervsminister Simon Kollerup (S), at minkavlerne nok skal få en god kompensation uanset hvad.

Det vides ikke, hvad tid forhandlingerne fortsætter torsdag.

Onsdag var fødevareminister Mogens Jensen (S) i samråd om regeringens håndtering af minksagen.

En redegørelse om sagen og den manglende lovhjemmel ventes klar 18. november.

/ritzau/