Minkavler Frank Andersen må ikke alene se sit livsværk gå op i røg. Han skal også være vidne til, at statsminister Mette Frederiksen laver gimmicks på de sociale medier.

»Det er ufølsomt at slå sådan noget op,« siger han og fortsætter:

»Vi har mistet vores liv og vores livsstil. Jeg har mange kollegaer, som jeg mener har brug for psykologhjælp. Alt er væk for os, og så skal de hygge sig med sådan noget.  Det virker stødende på mig,« siger han.

Han taler om nogle opslag, som statsminister Mette Frederiksen har lavet på sine profiler på de sociale medier Facebook og Instagram.

Minkavler Frank Andersen, 48 år, ved sin minkfarm i Hjørring i Nordjylland. Han er vred over Mette Frederiksens opslag på sociale medier.
Minkavler Frank Andersen, 48 år, ved sin minkfarm i Hjørring i Nordjylland. Han er vred over Mette Frederiksens opslag på sociale medier. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

På Instagram har Mette Frederiksen postet et billede, hvor der med sort skrift på grå baggrund står »Jeg Nordjylland«. Når man så dobbelttrykker på billedet og dermed liker det, så dukker der et lille hjerte frem mellem ordene »Jeg« og »Nordjylland«.

Således står der »Jeg (hjerte) Nordjylland«, på samme måde, som når man har købt en T-shirt i en souvenirbutik i New York eller London.

I sit opslag på Facebook står Mette Frederiksen foran nogle fiskekuttere på en strand – antageligvis i Nordjylland – og smiler. I opslaget opfordrer hun til, at man viser sin sympati med Nordjylland ved at dele og like.

Begge opslag har modtaget voldsom kritik i kommentarfeltet. For eksempel skriver tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, at det er »ulækkert«, og Dansk Folkepartis Peter Skaarup skriver, at statsministeren bruger andres ulykke i »jagten på likes«.

Mette Frederiksens Facebook-opslag har ramt hende som en boomerang, da hun kritiseres kraftigt for at »like-hunte« i sit opslag og bruge nordjydernes ulykke for at vinde politiske point.
Mette Frederiksens Facebook-opslag har ramt hende som en boomerang, da hun kritiseres kraftigt for at »like-hunte« i sit opslag og bruge nordjydernes ulykke for at vinde politiske point.
Vis mere

Astrid Haug, der rådgiver virksomheder om digital strategi og sociale medier, undrer sig over statsministerens opslag.

»Jeg synes faktisk selv, at det er en underlig metode. Statsministeren laver det, som man kalder like-hunting. Jo flere der deler og liker, jo flere ser det i deres nyhedsfeed. Det giver politisk eksponering,« siger Astrid Haug.

Hvordan gavner det Nordjylland, at statsministerens opslag bliver delt på sociale medier?

»Det gavner ikke Nordjylland. Det gavner kun hende, og det er jo det, som hun får kritik for.«

Den danske stand-up komiker har også taget Mette Frederiksens forslag under kærlig behandling. Det samme har Anders Hemmingsen og Jonatan Spang.
Den danske stand-up komiker har også taget Mette Frederiksens forslag under kærlig behandling. Det samme har Anders Hemmingsen og Jonatan Spang.
Vis mere

Men nu giver det vel bagslag?

»Ikke alle steder. Når du læser kommentarerne, så er der faktisk mange, der er positive. Så på den måde kan man sige, at det virker for hende,« siger Astrid Haug.

På Frank Andersens minkfarm i Hjørring er aflivningen i gang.

»Vi er mange, der er igennem tortur i disse dage. Jeg synes ikke, det er i orden at lave sådan et opslag og hygge sig med det,« siger han.

Frank Andersen har drevet sin minkfarm i 15 år. Han er overbevist om, at det er slut nu.

»Jeg kan ikke se, hvordan jeg skal komme i gang igen,« siger han.

Hvad vil du så lave?

»Tja, jeg er jo uddannet maskinmester, så måske kan det være noget med det? Jeg holder jo af maskiner og at få tingene til at virke og sådan noget. Men det er en omvæltning. Jeg er da lidt nervøs,« siger Frank Andersen.

Alle mink i Danmark skal aflives. Der er cirka 13 millioner i alt.

Desuden er Nordjylland ramt af meget alvorlige restriktioner, efter en mutation af covid-19 blev fundet i danske mink. Således må borgerne ikke krydse deres respektive kommunegrænser. Desuden lukkes skoler, kulturinstitutioner og offentlig trafik. Alle opfordres desuden i så vid udstrækning som muligt at arbejde hjemmefra.