Tidligere minkavler Walther Christiansen er langtfra tilfreds med, at Venstre nu har droppet kravet om en advokatvurdering af Mette Frederiksen rolle i minkskandalen.

Dermed er der ikke flertal for, at hendes rolle i sagen bliver undersøgt.

»En statsminister er åbenbart hævet over loven, så længe hun har et flertal bag sig. Jeg er skuffet over Venstre og synes, at det er en skandale, at partiet ikke vil støtte en advokatvurdering,« siger Walther Christiansen.

Han er en af de mange minkavlere, som har fået deres forretning slået i stykker. B.T. besøgte Walther Christiansen første gang 6. november 2020. Blot to dage før havde Mette Frederiksen på et pressemøde beordret alle mink aflivet på grund af spredning af coronavirus. Det viste sig senere, at der ikke var lovhjemmel til beslutningen.

Tidligere minkavler Walther Christiansen kalder det en skandale, at Venstre ikke vil have en advokatvurdering af Mette Frederiksens rolle i minksagen.
Tidligere minkavler Walther Christiansen kalder det en skandale, at Venstre ikke vil have en advokatvurdering af Mette Frederiksens rolle i minksagen. Foto: Camilla Bøgeholt Lund
Vis mere

Han og broderen drev en minkfarm i Sæby i Nordjylland med 36.000 mink. En minkfarm, de overtog fra deres far. Han kan ikke bare slå en streg over sagen.

»Vores livsværk er ødelagt. Mit juleønske er, at der sker retfærdighed, at alle er lige for loven. For mig er sagen ikke slut, før de skyldige bliver dømt,« siger Walther Christiansen og fortsætter:

»Vi lever ikke i en retsstat, hvis man kan gå fri, bare fordi man er statsminister,« siger han.

Det var i forbindelse med forhandlingerne om en ny regering på Marienborg, at Jakob Ellemann-Jensen tidligere i dag nævnte, at han bakker op om Lars Løkke Rasmussen, der tidligere har sagt, at man ikke kan starte et regeringssamarbejde med en juridisk undersøgelse af statsministeren.

»Det er jeg enig med ham i,« sagde Venstre-formanden.

Både Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke gik ellers til valg på en advokatvurdering af Minksagen for at sætte et »værdigt punktum«.