Integrationsydelsen er blevet kritiseret for at være så lav, at folk knap kan leve af den. Ministre i samråd.

Det har givet udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) blod på tanden at se, at flere på integrationsydelse end tidligere kommer i arbejde.

Sådan siger hun onsdag, hvor hun er kaldt i samråd sammen med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Temaet er ydelsen, der ifølge Institut for Menneskerettigheder ikke sikrer et eksistensminimum, hvilket er en grundlovssikret ret.

- Jeg ønsker ikke at skjule, at jeg er meget tilfreds med integrationsydelsen og den rolle, som den spiller i beskæftigelsen og i integrationen generelt, siger Inger Støjberg.

- Jeg er med på, at ydelsen er ret lav, og at man som modtager af integrationsydelse har en hverdag, hvor der ikke er mange penge. Men det er heller ikke meningen.

- Det er stramt, men det er ikke urimeligt. Det mener jeg virkelig ikke, siger hun.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen erklærer sig enig i, at der er fundet "en god balance mellem ydelsesniveauet på den ene side og et reelt incitament til at arbejde på den anden. Det gælder også familier på integrationsydelse".

Hvor høj integrationsydelsen er, kommer an på, om man er enlig, gift, og om man har børn. En enlig forsørger får eksempelvis 11.993 kroner før skat om måneden at leve for.

Formålet med ydelsen er todelt: At gøre det mindre attraktivt for flygtninge at komme til Danmark - og mere attraktivt for dem, der kommer, at arbejde.

Institut for Menneskerettigheder har lavet en analyse af forholdene for familier på integrationsydelse og de valg, de må træffe i hverdagen.

Blandt andet må en far fravælge medicin til sig selv og sin kone.

- Sidst min datter var syg, spurgte jeg ind til prisen på medicinen, før jeg købte den. Det er jeg nødt til, fordi jeg i første omgang føler mig forpligtet til at give dem noget mad at spise, fortæller en far i analysen.

Inger Støjberg betragter analysen som et politisk indlæg, som ikke bidrager med nyt. Hun har inden samrådet sagt, at skal ydelsen justeres, bliver det i nedadgående retning.

En kommentar, som ikke behager De Radikales Sofie Carsten Nielsen.

- Det her er nærmest at gøre grin med fakta og dokumentation, siger hun efter samrådet. Hun henviser til, at både ydelse og beskæftigelse i Norge er højere.

Det er Karsten Hønge (SF) og Finn Sørensen (EL), som kaldte ministrene i samråd.

/ritzau/