Udviklingsminister Christian Friis Bach og økonomiminister Margrethe Vestager spiller med i stykket Seven på Betty Nansen Teatret.

Til daglig hedder han Christian, er minister og af hankøn. Men når tæppet går på Betty Nansen Teatret på søndag, hedder han Annabell, er menneskerettighedsforkæmper og kvinde.

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) får sin scenedebut i teaterstykket Seven, hvor syv kendte danskere portrætterer syv kvindelige menneskerettighedsforkæmpere. Foruden udviklingsministeren består rollelisten blandt andre af økonomiminister Margrethe Vestager (R), folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil og erhvervskvinden Stine Bosse.

- Jeg har hverken prøvet at være skuespiller eller kvinde før, og jeg er både på mine egne og publikums vegne glad for, at jeg ikke er alene på scenen, siger Christian Friis Bach.

De grønne skuespillere fremfører et stykke om syv kvinder, der trods hårde odds har trodset den omfattende kvindeundertrykkelse i deres hjemlande. Deres kamp er dybt inspirerende, mener udviklingsministeren.

- Undertrykkelse og diskrimination af kvinder er et utroligt vigtigt emne og desværre en stor del af virkeligheden mange steder i verden. Og netop kampen for kvinders rettigheder er helt afgørende i vores bestræbelser på at hjælpe fattige lande med at udvikle sig, siger han.

- Sikrer man kvinderne muligheder og rettigheder, vil det have enorm gavnlig effekt på hele samfundet. Diskriminationen fører til mere fattigdom, lavere vækst, større ulighed og mere sygdom.

Seven spiller på Betty Nansen Teatrets anneksscene, Edison, den 4., 11., 18. og 25. marts samt søndag 1. april.