Magtkamp mellem Sass og Vilhelmsen kan give Thorning problemer

Kommentar: En ministerrokade kan være på trapperne. Hvem presser sig på, hvem er på vej ud og hvem skal med på ministerholdet.

Det største drama i den ministerrokade, der ventes i sensommeren, ser ud til at blive kampen om Erhvervs- og Vækstministeriet.

Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Sass Larsen vil have det. Men stik imod hvad der ellers har været skrevet i længere tid om den sag, forlyder det nu fra velinformerede kilder, at SFs formand Annette Vilhelmsen ikke har lyst til at forlade det.

Det skaber noget af et problem for statsminister Helle Thorning-Schmidt. Et problem, der måske er så tungtvejende, at det kunne være en selvstændig grund til at udsætte beslutningen lidt endnu.

De fleste rygter har i længere tid gået på, at det er SF, der presser på for at få en rokade. Men ifølge BTs kilder er den person, der lige nu presser mest på - og måske i virkeligheden den eneste, der presser på - Henrik Sass Larsen.

DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

Kilder ser også den tidligere SF-skatteminister Thor Möger Pedersens farvel til jobbet som studievært i DR som et led i den samme plan. Det menes, at planen er, at han skal være særlig rådgiver for Henrik Sass Larsen, der som nævnt går meget målrettet efter at få fingre i Annette Vilhelmsens Erhvervs- og Vækstministerium.

Grunden er, at Henrik Sass Larsen for enhver pris vil have sæde i et af de to regerings-udvalg, hvor magten befinder sig: Koordinationsudvalget eller Økonomiudvalget.

Koordinationsudvalget koordinerer større regeringsudspil og lovforslag melem de tre partier. Her sidder de tre partiformænd plus Finansministeren, Justitsministeren, Uddannelsesministeren og Skatteministeren. Økonomiudvalget varetager regeringens samlede økonomiske politik, finanslov mm. Her sidder Finansministeren, Økonomiministeren, Erhvervsministeren, Uddannelsesministeren, Skatteministeren og Beskæftigelsesministeren.

Disse ministre er også så vigtige, at de har ret til to særlige rådgivere, hvor de øvrige må nøjes med en. Grunden til, at Erhvervsministeren sidder begge steder, er at hun er partiformand, og at Skatteministeren sidder begge steder må tilskrives Holger K. Nielsens meget centrale placering i SF og regeringen.

Efter at have ’sonet sin straf’ for rockerrelationerne i Køge, kribler det i fingrene på Henrik Sass Larsen, der oprindeligt var udset til at skulle være Finansminister, for at komme på ministerholdet. Og med hans ambitionsniveau skal han i et af de udvalg, så han kommer på linje med Morten Bødskov og Mette Frederiksen, og det kræver et økonomisk ministerium - eller Bødskovs justitsministerium, men der er ingen grund til at tro, at Helle Thorning-Schmidt vil flytte loyale Bødskov.

Desuden forlyder det, at uddannelsesminister Morten Østergaard (R) gerne vil videre, dog ikke til Udenrigsministeriet. Også han er på udkig efter et økonomisk ministerium. Desuden står handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) til forfremmelse. Hun kan f.eks overtage Uddannelsesministeriet eller Klimaministeriet. Klimaminister Martin Lidegaard (R) og Europaminister Nicolai Wammen (S) har begge kig på Udenrigsministeriet, hvor Villy Søvndal (SF) står til fyring.

Synes du, at Henrik Sass Larsen skal have en ministerpost?

Deltag i debatten herunder - de bedste indlæg bliver bragt i BT mandag