Hvis regeringen skal have held med at udvise flere kriminelle udlændinge uden at bryde med menneskerettighedskonventionen, kræver det, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) ændrer sin praksis.
Det forventer regeringen vil ske, og derfor løber regeringen med åbne øjne en "procesrisiko" med sin annoncerede udvisningsreform.
Så optimistisk virker regeringens fagfolk dog ikke til at være.
I et faktaark om forslaget udarbejdet i Justitsministeriet lyder det, at "det er behæftet med betydelig usikkerhed, om EMD tilpasser sin praksis, og forslaget indebærer derfor en betydelig risiko for, at Danmark vil blive dømt for overtrædelse af EMRK artikel 8 i en klagesag ved EMD".
EMRK er forkortelsen for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvis artikel 8 omhandler retten til respekt for privatliv og familieliv, som er afgørende i forbindelse med udvisningssager.
Det var i sin nytårstale torsdag, at statsminister Mette Frederiksen (S) annoncerede en "omfattende udvisningsreform".
Udlændinge skal udvises, hvis de begår alvorlig kriminalitet og idømmes mindst et års fængsel, og det er uanset, hvor længe de har boet i Danmark.
Den sidste del er det nye i regeringens forslag.
Men forslaget er altså ikke "fuldt ud overensstemmende med den hidtidige praksis fra danske domstole og EMD på udvisningsområdet" ifølge faktaarket.
Når regeringen alligevel vil ændre lovgivningen på trods af af den "betydelige risiko" for konventionsbrud, skyldes det ifølge statsministeren, at Danmark før jul samlede 27 landes støtte til en nyfortolkning af menneskerettighedskonventionen.
- I stedet for at vente flere år på, at det slår igennem i domstolenes praksis, så går vi forrest og gennemfører lovgivning allerede inden sommer, sagde Mette Frederiksen i talen.
Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) uddybede fredag, at "vi tager lidt forskud på en praksisændring, som ikke har fundet sted endnu, men som vi forventer vil finde sted".
Trods regeringens forventning om, at menneskerettighedsdomstolen nok skal ændre praksis, er juristerne i Justitsministeriet altså ikke overbevist.
Det er professor i forfatningsret Jens Elo Rytter fra Københavns Universitet heller ikke.
- Det er da ikke udelukket, at menneskerettighedsdomstolen lader sig påvirke eller tager notits af den erklæring, men de er på ingen måde bundet af den, sagde han fredag til Ritzau.
Professor emeritus Jens Vedsted-Hansen fra Aarhus Universitet mener, at Mette Frederiksen "oversælger" erklæringen, da der ikke er tale om "nogen aftale om ændret fortolkning og anvendelse af konventionen".
/ritzau/
