Militante skal ikke føre krig mod Danmark på statens regning, mener beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen

København. Staten skal straks stoppe sociale ydelser til syrienkrigere, som slås i Syrien på statens regning.

Det siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Indgrebet følger, fordi 36 syrienkrigere fik kontanthjælp eller dagpenge, mens de kæmpede for Islamisk Stat (IS) i Syrien. Det viser Ekstra Bladets aktindsigt fra Beskæftigelsesministeriet.

- Det er fuldstændig vanvittigt. Det skal selvfølgelig stoppes. 2012-14 fik syrienkrigere udbetalt offentlige ydelser. Efter nytår foreslår regeringen, at man ikke kan få udbetalt disse ydelser, siger Troels Lund Poulsen.

Han vil drøfte med kommunerne, om sociale bedragere skal straffes hårdere eller have karantæne, hvis de har snydt med sociale ydelser.

- Når folk laver socialt bedrageri med sociale ydelser, så ser vi tit, at de politianmeldes. Jeg håber, at kommunerne forfølger disse sager, siger Troels Lund Poulsen.

- Det er meget alvorligt, at man modtager sociale ydelser og er i krig mod allierede styrker. Syrienkrigerne vil omstyrte den verden, vi kæmper for at bevare.

Ifølge Center for Terroranalyse under Politiets Efterretningstjeneste (PET) har mindst 135 personer deltaget i Syrien-konflikten. PET har anmeldt de 36 personer til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Styrelsen har orienteret kommuner og a-kasser. 34 af de 36 modtagere har fået kontanthjælp i Syrien. To har fået dagpenge. I 29 sager kræver kommuner og a-kasser i alt 672.000 kroner betalt tilbage.

Troels Lund Poulsen har bedt om at få en redegørelse om sagen. Han vil også drøfte med Folketingets partier, om snydere skal straffes med sanktioner.

- Vi må diskutere, om der også skal være en periode med karantæne. Eller om man overhovedet skal kunne få offentlige ydelser, siger Troels Lund Poulsen.

/ritzau/